Pernille Skipper har prøvet noget, som ikke er mange forundt. Normalt er det kun statsministre, der har privilegiet at kunne ringe en minister op og fortælle, at nu skal du ikke være minister mere. Men som Enhedslistens retsordfører var det hende, der sidste år fik opgaven, da hendes parti besluttede at vælte daværende justitsminister Morten Bødskov, efter at han havde løjet for Folketinget i den såkaldte Christianiasag.
Som retsordfører havde Pernille Skipper Bødskovs direkte mobilnummer og gik ned i den ene ende af gruppelokalet, da hun sammen med folketingsgruppen havde truffet beslutningen. Partifællerne var begyndt at forlade lokalet, Skipper stod alene, og så vidt hun husker, brugte hun ikke sit efternavn, da hun sagde »Hej, det er Pernille«.
»Jeg sagde formentlig noget i retning af, at »jeg er ked af at skulle sige det, men sådan her bliver det altså««, forklarer hun om opkaldet, der fandt sted i en pause i det samråd, hvor Bødskov ellers kæmpede for sin politiske overlevelse. Hun vil ikke kalde opkaldet grænseoverskridende eller et, hun skulle tage sig sammen til.
»Lige i de timer omkring samrådet var der ikke så meget tid til at tage sig sammen. Vi havde politiske drøftelser og tog en beslutning. Jeg syntes, det var mest ordentligt at ringe til Morten selv«, siger hun.
