Martin Krasnik træder lidt forsinket og iført en falmet blå hættetrøje ind ad døren til Café Bevars i Ravnsborggade. Han har poser under øjnene. Aftenen inden har han i Deadline-studiet udspurgt kulturminister Marianne Jelved om, hvorfor hun opgav at besøge kunstneren og dissidenten Ai Weiwei, da hun for nylig var i Kina. Gav hun efter for kinesisk pres? Siden er det væltet ind med beskeder på Facebook og Twitter af typen: »Jelved-Krasnik: 3-0«, som om det var en sportskamp, folk havde overværet.
Krasnik er kongen af det kritiske interview og »tidens mest markante journalist og studievært«, som der står bag på hans nye bog, ’Fucking jøde!’. Han er både beundret og kritiseret for den måde, han konstant afbryder folk på i sine interview. Bogen er anledningen til, at jeg har besluttet at følge ham på en tilfældig arbejdsdag. Og spørge ham, hvad der gemmer sig bag titlen.
Alle de gode pladser på Bevars er optaget af studerende med bærbare computere, så vi sætter os ind i et baglokale, som tidligere må have været kosteskab. Der er lige plads til et enkelt bord, som vi klemmer os ned ved. Martin Krasnik lægger sin smartphone ved siden af sig. Med korte mellemrum blinker en ny besked ind.
Krasnik gik i gang med at skrive ’Fucking jøde!’ efter sommerens voldsomme reaktioner på en stribe interviews, han udførte, da israelerne bombede løs på palæstinenserne i Gaza. Nogle begyndte ligefrem at samle underskrifter ind for at få jøden Krasnik væk fra skærmen, når Israel-Palæstina var på tapetet.
