Foto: VALENTE DITTE

Væn dig til at udtale navnet: Danica Curcic!

Danica har intet med klassisk dansk kaffestel at gøre. Og det udtales i øvrigt Daanitza - med tryk på første stavelse. Anmelderne er faldet i svime over den 29-årige skuespiller Danica Curcic, der er her og der og alle vegne lige nu. I film og på teatret. Mød hende og hør hemmeligheden bag talentet.

Midt i den improvisation, der skaffede hende ind på Statens Teaterskole, brækkede hun næsen.

Foto: VALENTE DITTE

Det var det værd, gætter jeg.

I mandags i Romeo og Julies elskovsakt opdagede hun, at hun havde forstuvet lillefingeren i forestillingens løb.

»Og jeg tænkte ... hmmm, den kan ikke være brækket, for jeg kan bevæge den«, siger hun, mens hun laver kaffe til os og vånder sig af smerte. »Ergo er den bare forstuvet«.

Men hun skærer en grimasse, og to dage efter har hun stadig bidende ondt.

Alt imens hun funderede sig frem til sin præcise diagnose i hovedet, var hun og Thomas Hwan, hendes Romeo i Skuespilhuset, i gang med at fuldbyrde deres ægteskab langt oppe ad en opretstående kæmpemadras eller klatrevæg, mens hun holdt sig hårdt fast med blandt andet den forstuvede finger for ikke at falde ud af hans favn og ned. Helt ned.

At det var det værd, ved jeg, for jeg sad nede i salen.

Hun er ret nonchalant i forhold til den slags. Accidents happen.

Og Danica Curcic er ikke kendt for at skåne sig selv. Hun er en voldsom fysisk tilstedeværelse i et rum, og man mere end aner de dusiner af væltede stole i hendes kølvand. Ting, hun har fået til at dejse om. Hun er også høj, 1,79 meter, men det er ikke det. Hendes hår er stort og kraftigt, og i løbet af ganske få minutter synes hun at have været hele det vokale register igennem.

Hvis Danica Curcic’ navn stadig får danske tunger til at slå ukomfortable krøller, så er det på tide enten at komme over berøringsangsten – eller bare kalde hende Danica. For lige nu er hun med i alt. To unge skuespillere, hun og Jakob Oftebro, som hun spiller en missionær over for i det danske slavedrama ’Guldkysten’, som de netop har indspillet i Ghana, er allestedsnærværende. »Fucking Ghana!«, som Curcic siger med ømhed, for lige pludselig at stå der i sådan en kopi af en kjole fra 1830 og lære 50 små afrikanske børn i hvidt at synge danske salmer i et autentisk slavefort og med en Bounty-kyststrækning lige udenfor, dét var stort. Fucking Ghana.

På hele cykelturen ud til Danica Curcic har jeg øvet mig på udtalen: Danitza! Slavisk tryk på første stavelse. Ikke noget med blomstrede danske kaffestel her, kvinden er serbisk født, runden af balkankulturen, så lad os have respekt for det. Daanitza!

»Når jeg tager telefonen, og det er min mor eller en god ven, så siger jeg » Dasja«. Men ellers kalder alle mig Danica«, og hun siger det på spisestel-måden: Danica. Med flade a’er, c’et udtalt som k – det hele.

»Men ellers ... jo, i Serbien udtales det Danitza«. Så meget giver hun mig.

Daanitza Tschurtjitsch.

Jeg brænder tungen på kaffen, når jeg tager en slurk for at væde ganen nok til, at det efternavn kan foretage rejsen rundt i munden. Curcic bliver til Tschurtjitsch, og modsat med Danica kan man ikke snyde på vægten her.

Betyder ’Danica’ dansk? Hun kom hertil med sine serbiske forældre som 1-årig, så det ville nok være for meget forlangt.

»Danica på serbisk er navnet for Nordstjernen«, siger hun med poetisk overlæg.

»Men jeg hedder det nok mest, fordi jeg er opkaldt efter min farmor«.

Bille August er tilbage i storform med sin nye film 'Stille hjerte'. Kim Skotte anmelder filmen. Kilde: Politiken.tv/ Kim Skotte, Peter Vintergaard

Dialog som krop

Hvis man har set hende in action, ved man godt det med det fysiske. Der er meget krop over alt, hvad hun laver. Når man erfarer, at hun droppede medievidenskab på Københavns Universitet til fordel for en klovneskole i Californien, giver det god mening.

»Den scene i ’Romeo og Julie’, hvor vi elsker og vågner op, mens vi klamrer os til stængerne i væggen, begyndte som én lang improvisation mellem Thomas Hwan og mig«, siger hun.

»Vi tog halvanden time, hvor vi kravlede rundt helt uden tekst for at skabe billeder, fysiske konkrete billeder, som koreografen kunne bruge som råmateriale til scenegangen. Julie vil have Romeo til at blive, men han ved, at han er nødt til at flygte for ikke at blive fanget og dræbt af Julies familie. Han skal skynde sig. Og det legede vi meget med, det der ’gå’, ’nej, bliv’. Det at man faktisk bør gå, men kroppen siger »bliv«. Alt var kropsligt, inden vi lagde dialogen ovenpå«.

Foto: VALENTE DITTE

Det samme med den afgørende scene hos Shakespeare, hvor det unge par ser hinanden for første gang. Jo, der tales – noget af Shakespeares mest henrivende poesi, mest klarøjede uskyld, mest billedskabende flirten finder sted i denne scene, og i Skuespilhuset står de to midt i en spot, mens omgivelserne smelter væk i ubetydelighed.

»I kysser efter bedste brug og skik«, siger Julie, men kysser ham glubsk tilbage.

»Julie møder Romeo, før hendes krop overhovedet er begyndt at vågne. Hun er bare en helt almindelig ung, lidt fjollet pige, men hun vokser ind i sin hovedrolle hen ad vejen. Det er noget, kærligheden gør ved hende, og så får hun en krop. Og da hun ser Romeo første gang, bliver de ramt af lynet og ser i ét nu hele deres liv og hele deres død i hinanden«.

Men den følelse, vi sidder med nede i mørket og knuger mod brystet, er for Danica Curcic en særdeles fintpejlende mission.

»Vi blev instrueret i at stå sådan helt tæt på hinanden, Thomas og jeg. Den her scene er en undersøgelse. Og – igen uden dialog – undersøgte vi alt ved hinanden. Kiggede rigtigt efter. Var på vagt over for den mindste ting. Hvordan Thomas’ lillefinger pludselig bevægede sig, hvordan han blinkede lige dér. Hvad det hele kunne betyde«.

Og der stod de så, nærmest næsetip ved næsetip, midt i et spotlys og var disse to purunge veronesere fra hver sin adelsfamilie, der lige, i dette sekund, har mødt hinanden.

Og Curcic kigger over bordet på mig lidt på den måde. Som om der kunne gemme sig ødsle reservoirer af jeg-ved-snart-ikke-hvad også hos mig.

»Alt er en undersøgelse. En sansning«, siger hun. »Thomas og jeg stod og mærkede os hver detalje ved hinanden. Det, vi skulle formidle, var det der helt vilde, man indimellem oplever med kærlighed: at blive set. Altså set. Nå, der var du – der var du jo«, og hendes stemme er blevet myg og øm, næsten som en mors. »Jeg bliver set. Der er fuldstændig nøgent ind til mig«.

Det er mig, journalisten, der pludselig bliver blufærdig. På hele hendes fags vegne.

At stå der og blive kigget durk igennem. Uden ord at gemme sig under. Det giver et sug i maven i erkendelse af, hvilket mod det kræver at vise sig frem som det anløbne, leddeløse bløddyr, man er. Uden ironi, bare udsat for denne ufravendte antropologiske opmærksomhed, som man må have gjort op med sig selv, at man kan holde til. At man kan overleve. Tænk at turde være virkelig god. Med vorter og det hele.

Hella Joof kaldte hende frygtløs, da hun fortalte mig om Danica Curcic, om hvorfor hun valgte hende til en hovedrolle i sin kommende film ’All Inclusive’:

Foto: VALENTE DITTE

»Fysisk er hun frygtløs«, sagde Joof, »og aldrig bange for at vise noget af sig selv. Er der noget, jeg som instruktør går meget op i, er det, om folk er gode til at vågne op, og Danica har tre opvågninger i filmen. Danica er formidabel til at vågne. Lige præcis krøllet er man, lang tid tager det at stille skarpt, og ja, man tørrer sig lige om munden, fordi man altid har noget savl siddende. Danica er en af dem, der lukker sig op og henter det ned. Det har ikke været forbi hjernen på vejen, for den har hun brugt i sin forberedelse«.

Hun har et dræn ind eller hen til noget autentisk, der går uden om hjernen, har jeg selv tænkt, når jeg har set hende på scenen eller på lærredet.

Tårer er ikke af glycerin

Ingen kan præstere et ansigt, der er ophovnet af gråd og græmmelse, som hun. Vi taler ikke kosmetiske tårer, der ruller som glycerin ned ad en yppig kind i modlys – vi taler seriøst, all-out fysisk ubehag. Hendes Julie har forspist sig på lykken og på hybris, og ingen kender en smerte så dyb og suicidal som en teenagepige. I filmen ’Stille hjerte’ er det hende, der er den uligevægtige lillesøster, der ikke kan – ikke vil – forlige sig med, at hendes syge mor, spillet af Ghita Nørby, efter moden overvejelse vil tage livet af sig selv, inden weekenden på landet er forbi, og inden sygdommen gør det umuligt for hende.

Det med tårer ..., begynder jeg.

Hver gang i en film, man ser nogen skyde en film eller et teaterstykke, og heltinden skal græde, får hun besked på at huske tilbage til sin hund, der døde, eller sådan noget. Foregår det faktisk sådan?

Hun ser et øjeblik helt paf ud.

»Nej, sådan er det ikke. Nej, nej, nej ...«.

Det er klicheen om grædescener.

»Ja, og »Jeg stikker dig lige en lussing, så du begynder at hyle« er den anden. Jeg får godt nok grædt meget i ’Stille hjerte’, og vi diskuterede også, om der var for meget sorg. Det handler jo om hele tiden at være bevidst om, at der skal være et væld af nuancer i sorgen. Det er vigtigt, at det ikke bare bliver en tilstand«.

»Det er jo ikke, fordi jeg søger at komme til at græde, men jeg søger en desperation, og jeg ved, at jeg skal ret langt ud i for eksempel ’Romeo og Julie’, før hun kan overveje at slå sig selv ihjel. Hele anden akt er jo én lang ’verden presser Julie’, og hun står helt alene. Den desperation skal bygges op, man skal have input fra de andre på scenen, og hvis man kommer ind i scenen på for lavt blus, bliver det forceret og umotiveret at ende med at græde. Gråden er jo bare noget, der følger med. Hvis den kommer, kommer den, men det vigtigste er at fortælle historien så godt som muligt«.

Set udefra kan sådan et sammenbrud med tårer og det hele ligne den ultimative indlevelse.

»Det er ikke den ultimative indlevelse, nej, nej«.

Hvis jeg går ned på Jagtvej og spørger folk, vil de alle nævne tåren som beviset for ægte skuespilkunst.

»Ville de det?«. Curcic ser skeptisk ud. »Det er sjovt. Måske er det, fordi tårer er så fysiske. Jeg synes, ikke det bliver ... mere eller ... større af, at jeg græder. Det er bare en del af et udtryk, og jeg tror også, at jeg har rimelig let adgang til det. I al almindelighed har jeg let ved at græde«.

»Man slår ikke Ghita i maven!«

Christian Torpe, der skrev manuskriptet til ’Stille hjerte’, er med på den fysisk uomgængelige side af Danica Curcic’ talent:

»Der var en scene, der ikke var med i det oprindelige manuskript, og som siger meget om hende. Bille vurderede, at der rent balancemæssigt var behov for en scene mellem moren og Sanne, og det var Danica, der insisterede på, at det ikke blev en scene, hvor de skulle snakke i en sofa, som jeg ellers elsker at skrive, men derimod en, hvor de kom op at slås. Scenens fysiske udtryk kommer helt fra Danica«.

I scenen kigger moren (Nørby) op til værelset, som Sanne har fået stillet til rådighed, mens familien er på det sidste besøg inden morens selvmord. Curcic ligger i sengen og, ja, græder. Ghita Nørby lægger sig bag hende og prøver at holde om hende, men bliver meget kontant afvist. På et tidspunkt vender Curcic sig i sengen og overdænger sin mor med slag, og det er en voldsom scene at overvære, mens den knap 80-årige Nørby forsøger at afparere.

»Jeg går meget op i at undersøge, om der kan være nogle irrationelle reaktioner, som har deres egen logik. Det giver ingen mening at blive voldelig over for sin døende mor – men så giver det alligevel mening. At straffe hende for at være ved at dø!«.

»Jeg har haft snakken med min egen mor, der mistede sin mor meget ung – af kræft. Min mormor selv accepterede, at der ikke var noget at gøre, men min mor insisterede på, at noget skulle gøres. Selv om vi vidste, at der ikke var noget håb, kæmpede min mor for at skabe et håb, og hun havde et lignende udbrud som det, vi viser i ’Stille hjerte’. Når man ikke har ord til sin rådighed, griber man indimellem til irrationelle ordløse handlinger, og de er for helvede tit de mest interessante, synes jeg. Når man skruer ned for ordene«.

Som altid er Danica Curcic ikke specielt imponeret over sit anlæg for det fysiske. Hun bedyrede over for Ghita Nørby, at hun ikke ville slå hende på den måde, ikke give hende fysiske mærker eller gå amok.

»Men hun er jo for vild, Ghita!«, siger Curcic, og hende er hun imponeret af. »Hun var helt rolig. »Du kører den bare«, sagde hun, »men pas lidt på min venstre arm, den er ikke så god«. Men selvfølgelig ... er der en grænse. Man slår hende jo ikke i maven! Jeg tænkte mere i retning af at skubbe væk end egentlig at slå – det ligger i kvaliteten af bevægelsen, den styrke, man bruger. Men både slagsmålet og lige inden, da hun prøver at holde om mig, kræver god kemi sammen, at man er tryg ved hinanden. Det er et meget stærkt rum, og inden for det kan en god instruktør få os til at gøre alt. Hvis sådan en siger, at et eller andet vil være fantastisk for historien, så gør jeg nærmest hvad som helst«.

Og som altid på et Bille August-filmset var det meget sagligt og stilfærdigt. August er en praktisk mand, han kan ikke lide prøver, der trækker ud og kører en strømlinet virksomhed. To takes, så skal scenen være i kassen, og når August instruerer, er det helt minimalistisk: »Kan du smile til allersidst? Jeg har brug for, at det lige letter lidt«, eller »Jeg skal have lidt mere lys i den her scene«. Og så oversætter skuespilleren det til sin rolle og sin teknik. Og gør sit bedste. No biggie.

Den serbiske dansker

Hun er et sted i sin karriere nu, Danica Curcic, der kan ligne det der bevidste øjeblik, hvor man trækker vejr ned i lungerne og forbereder det store udspring. Lige nu er hun en 29-årig skuespiller, der bor i en excentrisk, eksotisk indrettet lejlighed på Jagtvej på ydre Nørrebro i København. Og ikke i Hellerup med nogle hunde ...

»Hov! Det der kommer aldrig til at ske«, bryder hun ind. »Det er så foranderligt, der sker noget hele tiden. Og alt fører til noget andet. Det er enormt spændende. Lige nu prøver jeg at holde mig ret åben i forhold til, hvad der sker. Der er mange af mine ting, der kommer ud nu, og så må vi se. Hen ad vejen kunne det også være sjovt at prøve at arbejde på engelsk, men ikke for alt i verden. Jeg er vild med at lave film, og der er intet, jeg elsker højere end at lave teater i et ensemble«.

Foto: VALENTE DITTE

Det serbiske er vi gået lidt rundt om. Det er også udramatisk. Familien kom til Danmark, inden Balkan brød i brand, og alle for i struben på hinanden.

Hvis hun nu havde været ikke bare dansk, for det er hun, men totalt dansk, på stegt flæsk med persillesovs-måden, ville man helt uanfægtet drikke kaffe af den kop, man blev budt. Men har det en særlig betydning – en særlig Balkan-betydning – at hanken på kruset, hun rækker en med en lille ouverture af undskyldninger, er knækket?

Hjemmet er fra 1.001 nat. Hvad der kunne være en relativt upåfaldende Nørrebro-lejlighed, har sit eget blomstrende liv. Et Balkan-liv? På klaveret ligger et partitur med musik af spanske Manuel de Falla, de små farvede papirlapper, der hænger ned fra tøjsnore i loftet, er heller ikke serbiske, men tibetanske bedeflag, fortæller hun. Fordi hun bor så gennemført, er det de serbiske tegn, jeg kigger efter. Man kigger efter.

»Det er svært at sige, om det serbiske har haft nogen betydning«, siger hun. »Det bliver hurtigt sådan noget med«, og så lirer hun en tirade af, der altid ligger klar: »Temperament og lettere adgang til følelser, ikke? Sådan nogle mærkelige, irriterende generaliseringer. Der ligger en masse halvt bevidste og helt ubevidste ting i mig, men om de er serbiske eller ej – det er jo dem, jeg er vokset op med«.

Ét sted, hun mærkede det, var, da hun mødte Ghita Nørby, dansk film, tv og teaters grande dame.

Ikke at hun ikke kendte til hende, men hun vidste ikke det, ingen dansker ellers kunne undgå at vide: om hun var eller havde været gift? Om hun havde børn? Den slags. Modsat os andre havde Danica Curcic ikke en mor, der viste hende ’Baronessen fra benzintanken’, da hun var lille.

Og nej, hun er ikke kollegaen Dejan Cukic’ datter, et spørgsmål, hun tit er nødt til at forholde sig til som en af de to serbiske danskere i skuespilmiljøet.

Alder er en måde at se verden på

Det er helt sjovt at kigge beskrivelsen af Curcic igennem på hendes agenturs hjemmeside, der reklamerer med, at hun kan spille roller i alderen 20-30. Et betragteligt aldersspænd, forstår man. Noget at bryste sig af. Men lige nu kan hun opleves i to roller, der mildt sagt udvider selv agentens vildeste forhåbning: Hun er Shakespeares 14-årige Julie i Skuespilhuset og Sanne i Bille August-filmen ’Stille hjerte’, lillesøster til Paprika Steen og datter af Ghita Nørby og dermed nødvendigvis et rigtig pænt stykke oppe i 30’erne.

Foto: VALENTE DITTE

»Med ’Romeo og Julie’ gav det sig selv. Der er ingen 14-årige, der spiller de roller, og Thomas Hwan og jeg er næsten jævnaldrende, så det så vi ikke som noget problem. Det er også væsentligt farligere på film at spille en anden alder, fordi det bliver så tydeligt i nærbillederne. Med Julie spiller jeg en måde at se verden på, og dét kan være en alder. En trodsighed, at banke hovedet ind i væggen, at gå ind i sin kærlighed 100 procent, måden, man kan sige sine ord på uden at tænke sig om – de brager bare derudad«.

På film derimod. Curcic tænkte selv, at hun nok var lige ung nok til rollen som Paprika Steens søster og Ghita Nørbys datter, ligesom hun også følte sig på den ferske side af sin rolle i ’Fasandræberne’ som den voksne Kimmie. Men på den anden side: Hvis instruktørerne troede på det, hvem var hun så, at hun skulle sige nej?

Da hun fortæller mig, at hun i dagtimerne, når hun ikke spiller Julie, i det stille er begyndt at øve sig på en monolog, hun skal give i Husets Teater, i princippet bare siddende på en stol, lyder det ikke særlig Danicask.

»Vi har ikke rigtig talt om det med stolen endnu«, siger hun. »Hvad jeg skal gøre med den. Om jeg bare skal sidde på den«.

Jeg ser hende allerede for mig, danse på den, gemme sig under den, slange sig op ad stoleryggen. Eller på anden vis bare fylde rigtig meget og på en virkelig mindeværdig måde, mens hun bare sidder.

En tordenkile på en stol?

På den anden side: Filmhistorien blev aldrig den samme igen, efter at Marlene Dietrich havde siddet på netop sådan en stol for at synge: »Ich bin von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestellt«.

Publiceret 26. november 2014.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce