Den intellektuelle er en helt i Vesten. Vi ser den intellektuelle på forsider og i debatprogrammer, og vi beundrer det store overblik i en kaotisk verden.
Så vi holder meget af den intellektuelle, men vi tror ikke på ham eller hende. Den intellektuelle er indimellem mest en klovn i det kapitalistiske cirkus. Og vi tror ikke på, at den intellektuelle kommer flyvende ned fra bjerget og fortæller os, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen, og hvad vi skal gøre ved det. Hvem forestiller sig, at en romanforfatter kan løse finanskrisen, eller at en filosof kan forklare kapitalismen og forandre verden?
Det har vi overladt til økonomer, centralbankdirektører og professionelle embedsmænd. Længe er vi blevet fortalt, at økonomi er for abstrakt til demokratisk diskussion. De intellektuelle har taget sig af følelser, moral og identitet, og økonomerne har taget sig af pengene. Ideernes verden og pengenes verden har været to forskellige universer.
Men i 2014 skete det uventede, at en fransk intellektuel, som havde skrevet en bog på 700 sider om kapitalismen og citerede Honoré de Balzac og Karl Marx, blev læst og hørt over hele verden.
