Benny Berdino er ikke færdig med at barbere sig, da jeg stikker hovedet ind i den beboelsesvogn, hvor han har badeværelse, soveværelse og en dagligstue med draperede gardiner, lædermøbler i chesterfieldstil og små figurer af heste, klovne og elefanter. Det resterende barberskum får ham til at ligne en hvalros. Han vinker mig ind.
Et øjeblik efter har han fået skjorten på og synker veloplagt ned i en øreklapstol over for mig.
Han ligner ikke den cirkusdirektør, som for et år siden gik til politikerne og beklagede sig over, at cirkus var i krise.
Ikke bare hans eget, Cirkus Arena, men den samlede branche. Om fem år ville der måske ikke findes noget, der hed cirkus, hvis ikke staten gav et tilskud, sagde han.
