Svaret er kort og præcist. Det kommer uden tøven. Næsten maskinelt. Og det udpensler omfanget af den tragedie, der udspillede sig i De Franske Alper tirsdag formiddag, da en Airbus 320 med 150 personer ombord styrtede ned. Hvad der sker, når et fly rammer en bjergvæg med 700 kilometer i timen?
»Så knuses flyvemaskinen og alt, der er i den«, siger Peter Juel Thiis Knudsen, vicestatsobducent på Retsmedicinsk Institut på Syddansk Universitet.
Derfor er det et kompliceret arbejde, som de franske myndigheder er i gang med på bjergsiden. For hvordan giver man de pårørende en vished for, at deres søn, datter, mor, far, søster eller bror nu virkelig var ombord på den flyvemaskine? Hvordan knytter man spredte små rester af menneskeligt væv sammen med oplysninger om navne på passagerlisten og listen over medlemmer af besætningen? Og kan det overhovedet lade sig gøre at identificere alle, så der ikke sidder pårørende tilbage med en snert af håb om, at deres kære alligevel ikke var ombord på ulykkesflyet?
