Umberto Eco bor over for en ældgammel befæstet borg, og hans enorme luksuslejlighed i et af Milanos mest eksklusive kvarterer er i sig selv et billede på det privilegerede europæiske menneskes ønske om sikkerhed og tryghed.
I samme øjeblik man går ind ad porten, bliver man stoppet af en venlig, men bestemt vagt, der fra sit glasbur ringer op til il professore. Modsat situationen i Middelhavet, som hundredtusinder af afrikanske bådflygtninge hvert år forsøger at krydse for at få en bid af det Europa, som Ecos bøger altid handler om, slipper ingen uvedkommende ind her. Min aftale bliver heldigvis bekræftet, så jeg glider gennem nåleøjet og ind i et domicil, som man skal være formuende for at bo i, men det er ophavsmanden til ’Rosens navn’ også. Bøgerne i Ecos udsøgte samling må være lige så meget værd som nationalproduktet i en mindre afrikansk stat.
For Eco, der er levende optaget af sin samtid, er presset mod Europas sydlige grænse indledningen til en historisk periode, som vil ændre alt:
»Vi står over for en udvikling, som kun har sit lige i tiden før Romerrigets fald, da presset nordfra skabte nye sprog og nye nationer. Europa, som det var, blev forandret, og det er det samme, som vil ske nu. Dengang var folk lige så perplekse, som vi er nu. Ingen ved, hvad der vil ske, men det er tydeligt, at det bliver voldsomt.
