51-årige Morten Larsen kigger modstræbende hen på de indrammede billeder af hans og familiens gård, Højagergård, som hans kone Ulla har fordelt på terrassebordet. Det er godt halvandet år siden, at familien måtte sige farvel til den gård, de gennem 20 år havde bygget op - med en besætning på over 200 malkekøer. Nu sidder de i et lejet hus i den lille midtsjællandske by Stenlille. Blot tre kilometer væk fra det hjem, de havde regnet med, at de skulle blive gamle i.
»Det er hårdt at tale om«, siger Morten Larsen med lav stemme.
»Det er især hårdt for vores datter, Mie, og vores svigersøn, der havde gået og drømt om, at de en dag skulle overtage gården og køre landbruget videre. Det er det hårdeste; at vide at min datters drømme også brast, da det stod klart, at vi måtte sælge gården. Vores datter vil stadig helst ikke køre derud. Hun kan ikke holde ud at se på det sted nu«, fortsætter Morten Larsen.
