Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Rembrandt-tyven har to gange stjålet en Rembrandt fra Nivaagaard - den sidste gang slap han afsted med det Kilde: politiken.tv / Foto: Lasse Kofoed. Klip: Henrik Haupt

Biltyven, der stjal en Rembrandt til 100 millioner

Vi ved stadig meget lidt om mændene, der i juli stjal en kostbar Rodin-skulptur fra Ny Carlsberg Glyptoteket. Men måske kan man blive klogere på sagen ved at dykke ned i danmarkshistoriens største kunstkup og tale med manden, der for mere end 15 år siden løb ud ad døren med en Rembrandt på Nivaagaard. Vi har besøgt Kristian Silvio Miletic.

Ved lidt over middagstid 29. januar 1999 drejede to mænd ind på Nivaagaard Malerisamlings parkeringsplads i en blå Volvo Stationcar. Som så mange besøgende før dem havde de taget turen til Nordsjælland på grund af museets store samling fra den italienske renæssance og nederlandske barok – eneste forskel var bare, at disse to mænd ikke var kommet for at kigge. De var kommet for at stjæle. Og var derfor udklædt: Den ene i en mørkegrøn jakke sammen med et par khakifarvede bukser, brune ruskindssko og læderhandsker fra Gucci. Den anden bar højhalset sweater og en alpehue i stof – og havde en skævbider gemt i inderlommen.

Alpehuen sad på Kim Allan Skydsgaard Holm, en 45-årig tidligere bilforhandler fra Aarhus, der var involveret i flere kriminelle aktiviteter – blandt andet at stjæle skrot. Makkeren med læderhandskerne, og denne histories hovedperson, var kroatisk fødte Kristian Silvio Miletic, en 27-årig bilmekaniker fra Aarhus, som dengang var mand for at brække biler eller lastbiler op. Eksempelvis hvis en ven manglede noget at køre flere tons skrot væk i. På den måde udgjorde Kim og Kristian en, for dem selv, gunstig duo. Men kunsttyveri ... det havde de aldrig prøvet før.

Alligevel var Kim og Kristan på med det samme, da Kims søn, Johnny, og hans jævnaldrende fætter tilbød dem 80.000 kroner for at stjæle to malerier på Nivaagaard. Fætrene var selv blevet tilbudt 250.000 kroner for samme job af en ven. Men de havde efter to fejlslagne ture til Nivaagaard, hvor Johnny ellers havde taget guldkæde på, smurt gel i håret og pudder i ansigtet for at ligne en udlænding med mørkt, blankt hår og brun hud, givet op. Der var for mange besøgende, lød fætrenes forklaring.

Uden at sige et ord betalte Kim og Kristian entreen, og museets kustode, en ranglet 70-årig mand, bød dem velkommen. Ingen af dem havde været på Nivaagaard før, men de fik hurtigt øje på det, de var kommet efter: Rembrandts ‘Dameportræt’ fra 1632 og Giovanni Bellinis ‘Portræt af en ung mand’ fra 1490. Ingen af navnene sagde på det tidspunkt mændene »en skid«. Alt, de vidste, var, at malerierne matchede de to udklip fra museets brochure, som de havde nærstuderet i bilen og sagt ja til at skaffe. Og nu, hvor de eneste øvrige besøgende – to ældre ægtepar – havde forladt salen, var der kun ét at gøre.

»Er vi kommet for kigge, eller skal vi stjæle?«, husker Kristian Silvio Miletic, at han spurgte Kim, der virkede smånervøs. Han nikkede til det sidste og rakte Kristian skævbideren. Og klip, klip lød ekkoet gennem museets store og nærmest nøgne lokaler, da skævbideren bed de to tynde stålwires, som Bellinien hang i, over. Derefter løb Kristian ind til Rembrandten, et maleri næsten halvt så stor som en dør, og klippede også det ned.

Fundet i en krydsfinerkasse i Valby

Nogenlunde sådan gik det til. Danmarkshistoriens største og mest spektakulære og måske også mest amatøragtige kunstkup. Politiet, Rejseholdet og Interpol jagtede efterfølgende mændene og malerierne i syv udmarvende måneder, før de to værker, der har en anslået værdi af 200 millioner kroner, blev fundet intakte i en krydsfinerkasse i en kælder i Valby. Kim, Kristian, Johnny og Brian fik tilsammen 12 års ubetinget fængsel.

Efter tyveriet af en værdifuld bronzebuste af Auguste Rodin fra Ny Carlsberg Glyptotek 16. juli i år, hvor to endnu ukendte gerningsmænd udklædt som turister forlod museet med busten ’Manden med den brækkede næse’, har Politiken besøgt Kristian Silvio Miletic, manden, der førte skævbideren. Han ved om nogen, hvad der sker før, under og efter sådan et kup. Og hvad det kræver. Han har trods alt stjålet en genstand, der var 100 gange mere værdifuld.

I dag bor den 44-årige jyde, der fik to et halvt års fængsel for kunstkuppet, lidt uden for Aarhus i et krakeleret-dueblåt kolonihavehus. På terrassen står der tomme gasflasker, vanddunke og en rulle hønsehegn. Han lejer huset på tredje år af en ven, men planen er at købe det en dag og rive »lortet« ned og bygge et nyt. Men lige nu er Kristian arbejdsløs, og pengene er små, for, siger han, han laver ikke længere kriminalitet.

»Nu har jeg jo to ‘børn’, jeg skal passe på«, siger Kristian og slår et beskidt vattæppe ud på græsplænen til sine hunde, Heros og Kaptajnen, to muskuløse størrelser med kort, stridt hår. Kristian går ned på knæ foran dem og stikker dem hver en flækket lårbensknogle.

Han kan huske, at kustoden dengang i 1999 på Nivaagaard Malerisamling hørte mændenes rumsteren. Han løb ind til Kristian, der stod og baksede med det store ‘Dameportræt’ – Danmarks eneste ægte Rembrandt med en anslået værdi af 100 millioner kroner. Det var Kristian lykkeligt uvidende om på det tidspunkt.

Han havde været kølig og fokuseret under tyveriet, og det gav derfor kun et gib i ham, da han så den høje kustode over maleriets ramme. Kristian satte i løb, men kustoden, der var overraskende adræt, jagtede ham rundt og rundt om en træbænk, der stod midt i lokalet. Da Kristian forsøgte at skære kustoden af, handlede kustoden hurtigt og spændte ben for Kristian, der var få centimeter fra at sætte foden gennem det næsten 400 år gamle oliemaleri.

I samme sekund kom Kim ind med Bellinien. Han satte maleriet fra sig og løb ind i kustoden, som væltede omkuld. Og ude på parkeringspladsen ventede der mændene et nyt problem: Bagsmækken til Volvoen, som fætrene forinden havde stjålet i lufthavnen, ville ikke gå op.

Det gav kustoden tid til at indhente Kim og Kristian, og han begyndte at sparke på bilens vinduer. Men Kim skubbede kustoden bagover og ned i en lav bøgehæk. I mellemtiden havde Kristian fået bagsmækken op og skubbet malerierne ind på de nedslåede bagsæder. Og væk kørte de – nu som mændene bag danmarkshistoriens største kunstkup.

Når man bliver tyndhåret

I dag er Kristians overkrop som en vægtløfters, og for at undgå måne har han klippet sig skaldet. Han ved udmærket godt, hvad det får ham til at ligne. Men de er tyndhårede i hans familie, så hvad kan man gøre? Han taler hurtigt – og oprevet, i særdeleshed om en beboer i haveforeningen, der, når hun lufter sin gås og kat, altid skal gå på grusstien foran huset til hundenes – og Kristians – store frustration.

Trods hans fortid som internationalt eftersøgt kunsttyv interesserer kunst ikke Kristian Miletic. Han har dog fulgt lidt med i sagen om den stjålne Rodin-skulptur. Og spurgt til gerningsmændene gætter Kristian på, at enten har nogen ’kidnappet’ skulpturen for senere at indkassere dusøren, når den er høj nok.

»Det kan være en gruppe rockere, som har fået to østeuropæere til at stjæle den«, siger han. Eller også er den bestilt af en »egoistisk idiot, der gerne vil have skulpturen for sig selv«.

Hvad planerne var for den stjålne Rembrandt og Bellini, som Kristian stjal, ved han den dag i dag ikke. Han fik bare jobbet. Og under hele retssagen gentog han flere gange, at han aldrig havde sagt ja til det, hvis han havde vidst, at malerierne var uerstattelige.

»Jeg tænkte dengang, at malerierne maksimalt var to millioner kroner værd, fordi Kim og jeg kun fik tilbudt 80.000 kroner til deling«.

Hvordan kan du have tænkt det, når malerierne er af to verdenskendte kunstnere og hænger udstillet på et museum?

»Jeg anede ikke, hvem de var. Jeg fik et udklip af malerierne fra Nivaagaards brochure, hvor man ikke kunne se, hvem der havde malet dem, og hvad de hed. Men jeg stolede på Kim – han var min makker, og jeg havde hjulpet ham med mange ting. Jeg tror også, at han stolede på sin søn«, siger han og gnider sine ru hænder rundt i ansigtet.

Som helt ung var Kristian en balstyrisk knægt, fortæller han.

Han arbejdede på et bilværksted i Aarhus-bydelen Møllevangen. Og ved siden af stjal han knallerter og biler, som han enten skrællede eller solgte videre. Med årene blev Kristian en populær mand, for, som han siger, kriminelle står altid og mangler en bil og en flugtspecialist.

»Jeg har stjålet rigtig mange biler. Og været jagtet af politiet lige så mange gange næsten. Og kørt fra dem de fleste gange. Det kræver, at man kan holde hovedet koldt. Sige til sig selv, at man skal være rolig – ellers laver du fejl«.

»Derfor var det heller ikke mere nervepirrende at stjæle Rembrandten, end hvis jeg skulle stjæle kaffekanden fra det her bord«, siger han og griber fat i stempelkanden med kaffe, der har stået lidt tid på bordet og er blevet kold.

Helt så enkelt ville det ikke være for Kristian at stjæle Rembrandt eller Bellini fra Nivaagaard Malerisamling i dag. Faktisk er han blevet spurgt, siger han, om han kunne gøre det igen. For otte millioner kroner. Men han takkede nej – af flere grunde. Han ville være politiets naturlige hovedmistænkte, og i dag er sikkerheden på Nivaagaard en helt anden.

Efter tyveriet fastgjorde malerisamlingen værkerne til væggen og lavede samtidig en indbygget spærring, der kun kunne låses op af brandvæsenet. »Dette er vist nok en unik løsning, som ingen andre har fundet på, og vi mener, den vil kunne interessere andre fagfolk«, sagde museumsdirektør Ebbe Simonsen dengang ved et pressemøde.

Man rører bare ikke klenodier

Da selve tyveriet var overstået, kørte Kristian og Kim ud til Sundby Idrætsplads, hvor de efterlod de to malerier i en sort bil, der stod parkeret. De kørte videre til Amagercenteret, hvor de mødtes med Kims nevø, Brian, og fik en kop kaffe og en smøg.

Det var først om aftenen, hvor de fire involverede mødtes til en fest i Sydhavnen for at få deres betaling, 40.000 kroner hver i kontanter, at det gik op for dem, hvad det var, de havde haft mellem hænderne.

»TV-avisen kom på, og vi bad folk om at være stille. De sagde, at malerierne, vi lige havde stjålet, var mange, altså rigtig mange, millioner kroner værd. Vi havde stjålet to fuldstændig uerstattelige klenodier, sagde de, og grænseovergangene var spærret, og der var blevet sat ekstra kontrol ind ved lufthavnene. Jeg tænkte kun én ting: Fuck«, fortæller Kristian.

Fortrød du?

»Ja, sgu! Det har jeg gjort lige siden. Det eneste, jeg fik ud af det, var en all-inclusive tur til Tunesien eller Cypern – jeg kan sgu ikke engang huske helt præcist hvor. Det var intet værd! Malerierne var klenodier, og det rører man bare ikke. Skal I ha’ en sodavand til? For jeg skal fandengaleme«, spørger Kristian og forsvinder ind i kolonihavehuset.

Herinde står ringbind, flyttekasser og reoler og mandsopdækker hver en væg fra gulv til loft. Her er dunkelt og trangt, og midt i rummet står en interimistisk seng med skambidte puder, som Kristian og hundene sover i.

Efter et Hollywood-lignende setup blev de to stjålne malerier fundet syv måneder efter. Her er sagen kort: Rejseholdet slog sig sammen med to udenlandske dusørjægere, der havde fået nys om, hvor malerierne var. Dusørjægerne og en af Rejseholdets betjente udgav sig for at være kunstkøbere og mødtes med Johnny og Brians ven, den hæler, der oprindeligt havde tilbudt dem jobbet, på et hotelværelse i Roskilde. Her udgav betjenten sig for at være en stenrig amerikaner og åbnede en kuffert med 14 millioner kroner i kontanter. Hæleren blev helt paf ved synet af de mange penge, har betjenten senere fortalt. Næste dag, da malerierne og de 14 millioner kroner skulle bytte hænder, stod politiet klar. Hæleren blev anholdt. Og fik halvandet års fængsel. Dusørjægerne fik 1,8 millioner.

»Prøv’ hør her«, siger Kristian på drævende aarhusiansk, da han vender tilbage med mere sodavand. Han lægger sine store arme op på terrassebordet.

»Jeg siger lige noget om danskerne: De er fandeme for dumme og naive. Det er altid så’n: ’Hov, det var ikke lige så godt, så blev der stjålet noget igen’. Det er den danske mentalitet«.

»Vi har kunst, der er så mange penge værd – jeg mener, jeg har stjålet en Rembrandt! – så det er altså sket før, Danmark. Vågn op. I teorien kunne de bare have pandet Rodin-skulpturen én og løbet deres vej med den – alarm eller ej«.

Publiceret 15. september 2015

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden