Med solbrun hud og på strømpesokker ligner 50-årige ’Christian’ en, der er vendt hjem fra en afslappende ferie sydpå. Men det er han ikke. Han er i fængsel. I sit eget hjem.
Her, mellem hvidmalede kunstbeklædte vægge, Arne Jakobsens 7’er-stole og kogebøger af kendte kokke, afsoner han de sidste fire måneder af sin narkodom.
Han er typen, man lægger mærke til. Høj, kronraget og med dybblå, insisterende øjne. Hans bevægelser foregår uden tøven, og han taler højt, da han hiver op i buksebenet.
»Den sidder her«, siger han og lader fingeren glide hen over en kraftig sort plastikrem omkring venstre ankel. Fodlænken ligner et ur. Døgnet rundt registrerer den, om han er i lejligheden. Sådan har det været siden 21. juni, da han flyttede fra fængselscellen i Jyderup og hjem til kone og fire børn i København.
