Foto: Martin Lehmann

Ghettoen synes, han skal holde sin kæft. Men det gør han ikke

Forfatterdebutanten Morten Pape har skrevet en roman om sin opvækst i Urbanplanen på Amager med en fraværende far, en deprimeret mor, børneanarki i skolen og en frygt, der sætter sig i knoglerne og til sidst bare bliver en normaltilstand. For bogen, der udkommer på mandag, er han indstillet til BogForums Debutantpris.

Morten Pape voksede op med antennerne ude. Ikke af lyst, men af nødvendighed. Så snart han forlod familiens betonrækkehus i Urbanplanen på Amager for at gå i skole, i kiosken eller bare ud i verden, var det med risikoen for sammenstød som en alt andet end abstrakt idé.

For han kunne eksempelvis møde ’Psykose-Emrah’. En karakter fra Papes debutroman, ’Planen’, der under et andet navn også er en virkelig person, som Pape er vokset op med. »Han var hajen i ’Dødens gab’ og Tyranosaurus Rex i ’Jurassic Park’. Han var den snigende fare, der bare lige pludselig stod der«.

’Psykose-Emrah’ havde røget sig dum og gal i hash og gik nu og smaskede næsen ind på det halve af Amager. Ikke en person, du drømmer om at møde på vej hen efter smøger (Prince Light 100) til din deprimerede mor, der ligger hjemme i sofaen og græder. Det gode ved hendes tilstand er selvfølgelig, at hun ikke lægger mærke til, at der mangler en cigaret i pakken. Den, du har givet til Emrah, så han ikke »zigger dig«. Ikke, fordi han var smøgtrængende, men fordi du var svag og ikke havde andet valg.

I dag er ’Psykose-Emrah’ sendt ud af landet.

Morten Pape bor på Vesterbro og uddanner sig til manuskriptforfatter.

De har det til fælles, at de delte en barndom og ungdom i Urbanplanen, »det store socialdemokratiske drømmeprojekt med billige boliger til gennemsnitlige mennesker«.

Drømmen om hus og have

Historien om Morten Pape og Urbanplanen begynder med hans forældre, en 1-værelses lejlighed og en voksende mave. Lys og luft og bedre muligheder, hvem ønsker sig ikke det, men det koster.

Ved et held får familien mulighed for et lille betonrækkehus i Urbanplanen, Planen, UP, kært barn ... Urban Hansens løsning på den stigende mangel på gode boliger i 1960’ernes København, der ændrede sig op gennem 1980’erne og 1990’erne. Fra at være boliger, der skulle lokke gode skatteborgere til, blev det til »et sted præget af kriminalitet, graffiti, hærværk, ildspåsættelser og voldsepisoder«, som han formulerer det.

»Da der rigtig var bandekrig for 5-6 år siden, var det mine gamle rødder, der rendte og skød. Jeg er så bare havnet et andet sted«, siger Morten Pape, der har vekslet sine barndoms- og ungdsomsoplevelser til en bog, der trækker så meget på hans egen historie, at det stort set kun er navnene, der er ændret.

Dele af Papes familie synes, det er mærkeligt, at han vil skrive den bog. Ghettoen synes, han skal holde sin kæft, og hans far, som han nærmest ikke ser mere, har gået bodsgang hos Papes to søskende. »Det er jo ikke sådan, at jeg voldtog jer«, sagde han. »Som om alt derunder er godt nok«, siger Pape.

Han ser fuldkommen kulturradikalt assimileret ud. Mørk button down-skjorte, hornbriller og Mac-computer. Lækkert uden at larme. Det er han måske også nogenlunde, men gennem den opvækst, han nu skriver om, var han noget helt andet. Han boede sammen med sin mor og to søskende. Moren var deprimeret, hans far var flyttet videre.

Alt uden for hoveddøren var ren overlevelse.

»Det er min mor, der er helten i den her historie. Hende, der altid har kæmpet med 2-3 arbejder, depression og 3 lorteunger, der aldrig hjalp og bare ville lave rav i den. Efter at have læst bogen har hun fået enormt meget skyldfølelse.

Det var ikke meningen. Dengang kunne hun ikke mærke, hvad hun gjorde, når hun lå på sofaen og græd. Men det perspektiv havde hun ikke, fordi hun var så langt inde i sin egen smerte«, siger han.

»Min mor truede nogle gange med, at var det ikke for os, havde hun hængt sig i gardinstangen. Hvis jeg havde været i samme situation, havde jeg nok gjort alvor af det«, siger Morten Pape.

Forfatteren Morten Pape tager i en ny roman et opgør med sin barndom i Urbanplanen. Et boligområde som han selv kalder »et mislykket socialt eksperiment« Kilde: Politiken.tv / Foto og tilrettelæggelse: Martin Lehmann / Klip: Johannes Skov Andersen

Det er ikke for at pege fingre ad sin fortid, at Morten Pape skriver bogen, siger han.

Det er, fordi han har brug for at få det ud, og fordi det måske, hvis det lykkes, kan være et »samfundsdokument« om en tid og et sted. Et kighul ind i »Underdanmark«, der var delt op i »scooterracister« og »indvandrerbandeperkere« og de få, der forsøgte at navigere i farvandet mellem to rev.

»Min bog beskriver det skred, der er sket i Danmark, fra det traditionelle og trygge og til den globale verden, der kom. Der er med garanti mange gammeldanskere, der meget hellere have, at Poul Reichhardt går i vejkanten og fløjter ’Er du dus med himlens fugle’, end at her bor folk fra hele verden, men sådan er det bare ikke længere, venner«.

Selv har Morten Pape aldrig tænkt så lidt over farve og race, som da han boede i det multietniske boligbyggeri. For den skarpe linje mellem de brune og hvide var hul. Alle vidste godt, at de sejlede i samme hullede båd.

Et eksempel er Mike. Det hedder han ikke i virkeligheden, men det hedder han i ’Planen’. Mike er racist, derhjemme har familien et billede af mor og stedfar i Ku Klux Klan-dragter hængende på væggen.

»Virkelighedens Mikes yndlingssang var K-Ci & JoJo med ’All My Life’. Sorte artister. Hans yndlingsfodboldspiller var George Weah fra Milan. En kulsort mand. Det hang overhovedet ikke sammen«, siger Pape. Men det gav alligevel mening at have noget at måle sig op imod. »Som om det var meget sjovt med nogen at hade«, siger han.

Morten Pape var påvirkelig. Han flirtede med det hele. Følte slægtskab med sine muslimske venner og smagte lidt på islam.

Han var ikke rigtig noget. Ikke andet end vred.

Proletaren, der kan skrive

Han gik i en folkeskole, hvor vikarerne holdt i en måned, og hvor de svageste elever »undgik ydmygelsen over, at de ikke kunne noget, ved at smadre det hele«.

Han gik senere i gymnasiet og blev så vikar på sin egen gamle skole. Han holdt i to et halvt år.

»Jeg lavede ikke andet end at spille PlayStation, drikke bajere og ryge mig knokleskæv«.

Det gjorde han sammen med en ven. Så sker der det, der sker af og til. Morten Pape blev reddet af kærligheden. Han mødte en pige fra de kulturelt højere luftlag, der spurgte: »Hvad vil du egentlig, Morten?«.

»Der blev jeg opmærksom på, at jeg var flov over det, jeg lavede. Og at jeg var flov over det, jeg kom fra«, siger han. I løbet af et halvt år kappede han forbindelsen til sin bon- og bongkammerat, og fandt ud af, hvor meget han nød at opleve verden klart og gennem forelskede øjne.

Han begyndte at gøre det, hans mor altid havde sagt, at han skulle: klare den.

Han tog også mere og mere afstand fra sin egen familie. De skulle vide, at han var videre, og det gjorde han med »Foucault og Grundtvig og ’se på mig’« på en rigtig tarvelig måde. Indtil han indså, at det sted, han kommer fra, trods alt er det sted, han hører mest hjemme.

For det er lige så svært at blive en del af hans nye omgangskreds af kreative fra overklassen.

»Der vil jeg altid være proletaren, der kan skrive, hurra, eksotisk«. Så nu prøver han lige så stille at finde sit sted midtimellem. En del af den proces er at få ’Planen’ ud af maven og hjernen, ud gennem fingrene og på tryk.

Under arbejdet boede han to måneder i Urbanplanen for at genopleve stemningen.

For at skrive fra historiens hjerte. Et hjerte, han ikke selv regner med nogensinde at skulle tilbage til. Slet ikke efter at have skrevet om det.

»Jeg vil tro, at mange af de gamle drenge vil synes, det er den ultimative ghettosynd, det her. Det værste, man kunne gøre, var at fortælle sandheden. Så var du ikke bare persona non grata, du var en død mand, hvis du sladrede«.

»På den måde kan man sige, at jeg begår den ultimative ghettosynd ved at fortælle 568 sider om, hvad der foregik, og hvad folk har gjort. Godt nok i en helgarderende fiktionskonktekst, men det bliver nok lidt svært at forklare rødderne forskellen på romanen og virkeligheden ...«.

Publiceret 5. november 2015

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce