Der er ingen, der siger ’grandprix’ som Jørgen de Mylius. Det er ikke ’gran’ som i grantræ. Det er ’grand’ som i grand hotel i en hovedstad langt herfra. Det er en lille lydlig forskel, der taler om forehavendets storhed. Om alvoren i morskaben. Om vindene udefra, fra Europa. Og som samtidig sender lidt af kontinentet tilbage til Jørgen de Mylius.
I elleve år i træk var Mylius vært for det danske melodigrandprix. Det var før TV 2 – og alle danskere så udsendelsen. Også de musikanmeldere fra dagbladene, der mødtes for at kaste flødeboller mod skærmen.
Men Jørgen de Mylius var ikke kun grandprixets mand udadtil. Han var mere eller mindre den eneste i Danmarks Radio, der kæmpede for det. Hvert år, når vinderen var fundet og glimmeret var væk fra flimmeren, troppede Jørgen de Mylius op hos Underholdningsafdelingen og holdt en lang forsvarstale. Talte om værdien af den store europæiske happening. Om samarbejde på tværs. Grandprixet, sagde han, var også danskernes eneste mulighed for at høre en græsk sang bare én gang om året. Eller en cypriotisk. Grandprixet var en fantastisk idé. En tanke.
»Ja, det var mine argumenter. For den der med at det glædede en hel masse mennesker, måtte jeg længere ud på landet med. Dengang var Danmarks Radio ret ligeglad med høje seertal. Der var jo ingen konkurrence, og det var stadigvæk det store betonmonopol herhjemme«, siger han.
