Det er for nemt bare at pege fingre ad nogle få griske spekulanter på Wall Street, når ansvaret for finanskrisen skal placeres. For vel var de grådige. Men det var vi andre også. Friværdierne fik lov at vokse, håndværkerne havde lommerne fulde af sorte 100-kronesedler. Og i mellemtiden svindlede Stein Bagger for en lille milliard kroner i IT Factory.
1. januar har den tidligere filosofistuderende og nuværende Shakespeare-fan Jeppe Gjervig Gram sin debut som hovedforfatter, når der er premiere på DR’s nye store søndagsdrama, ’Bedrag’. En fortælling om grådighed i tre forskellige lag af samfundet. Nemlig underklassen, middelklassen og overklassen, hvor både jakkesættene, plattenslagerne og lønmodtagerne forsøger at skabe sig det liv, de drømmer om.
»Det er en større opgave«, siger Jeppe Gjervig Gram, da vi skridter ned ad gangen i DR mod hans forfatterrum.
»Altså at fortælle en historie om et helt samfund«, siger Gram, der før har været medforfatter på blandt andet ’Borgen’.
