Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Ditte Valente/Politiken

»Som tidligere dramachef har jeg lov at sige: Jeg er politisk«

Kunst er et politisk anliggende, og Dansk Folkepartis Søren Espersen havde ret, da han for nogle år siden kaldte DR's daværende dramachef, Ingolf Gabold, 'en rød lejesvend'. Det siger Gabold i dag.

Hvis politikere må blande sig i kunst, må kunstnere og kulturproducenter også blande sig i politik. Det gælder også dramachefer i DR. For det er vigtigt, at der også føres en politisk diskussion i de tv-serier, som DR producerer for seernes licenspenge.

Det mener DR’s tidligere dramachef, Ingolf Gabold, der i dag erkender, at tv-serien ’1864’ var et politisk projekt – i hvert fald for ham. Han ønskede en serie, der kunne spejle nationalismen i 1864 i den neonationalisme, han mener, Dansk Folkeparti står for i dag.

Ingolf Gabold var i mere end 12 år dramachef i DR. I ’1864’ ville han diskutere det, han kalder »hele den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske«, som ifølge Ingolf Gabold betyder, at Dansk Folkeparti er »meget fremmedfjendske og meget bange for EU«.

»Som tidligere dramachef har jeg lov at sige: Jeg er politisk. Og jeg har været politisk i udviklingen af den her dramatik. Fordi jeg synes, den peger direkte ind i de allervæsentligste politiske og kulturelle stridspunkter i det her land«, siger han.

Som public service-institution har DR et ansvar for at lave noget til alle seere og for at have et balanceret programudbud.

»Men det behøver ikke være balanceret i det enkelte program. Når man laver en lang en serie som ’Borgen’, er man nødt til at afbalancere det. Når det er en serie på otte afsnit som ’1864’, behøver man ikke gøre det. Og vi havde en politisk situation, som jeg synes var meget alvorlig«, siger Ingolf Gabold.

Det handler om sorg

Det var Ingolf Gabold, der fra begyndelsen insisterede på, at det historiske drama, som DR i 2010 af Folketinget fik en særbevilling på 100 millioner kroner til, skulle handle om slaget ved Dybbøl. Han havde allerede drømt om det projekt i et par år, da bevillingen kom. Det var også Gabold, der udviklede historien sammen med Ole Bornedal, inden han gik på pension og ansvaret for produktionen blev givet videre til hans efterfølger, Piv Bernth, fortæller han.

»I ’1864’ diskuterede vi, hvorvidt vi er europæere eller danskere. Det er det mest væsentlige debatemne i dansk politik, fordi folk er delt i to lejre. Det helt store ideologiske punkt er, om vi vil et Europa, så vi kan klare de udfordringer, der kommer. Eller om vi vil prøve at isolere os og håbe på, at vi får lov at slippe for resten af verden ved at sige, at vi er danske. Det er hoveddiskussionen. Og den har du kraftedeme lov at føre i en serie som ’1864’. Også i et public service-medie. Hvis det ikke er det eneste, du tordner igennem med i et halvt år«.

Politik er en væsentlig del af et kunstnerisk udtryk, mener han.

»Og den væsentligste samfundsdebat, vi har haft i de seneste ti år, er, om vi er en nationalstat bundet til dansk sprog og kultur, eller om vi er europæere, der bor i region Danmark. Og jeg har hele tiden syntes, at vi var europæere i region Danmark«.

Seriens manuskriptforfatter og instruktør, Ole Bornedal, har ellers hele tiden afvist, at ’1864’ var politisk.

»Det handler om sorg. Det handler om mennesker. Det handler ikke om politik«, sagde han i TV-avisen på DR i oktober 2014.

Også i dag afviser Bornedal, at serien fra hans side er ment som »et bid i haserne« på Dansk Folkeparti.

»Jeg kunne lige så godt have troet, at Dansk Folkeparti ville elske den her serie, fordi den handlede om nogle meget magtbegærlige mennesker, der blev opslugt af egen idealitet og pludselig ville lave et Stordanmark i Europa. Jeg havde aldrig forudset, at Dansk Folkeparti kunne blive så rasende, som de gjorde«, siger han.

Gabold er enig i, at serien også handlede om sorg og mennesker. Og han synes, det er naturligt, at Ole Bornedal afviser, at det var politisk dramatik.

»Han er hyret af DR, og han ved, at vi i princippet og på papiret ikke laver politisk kunst i DR. Adam Price har også sagt, at ’Borgen’ ikke er et politisk værk. Det skal han også sige. Jeg er hverken forfatter eller instruktør. Det er ikke mig, der har skrevet det. Men det har bestemt været mig, der blev spillet bold op ad. Det er da mig, der påvirker, i hvilken retning ’Krøniken’ skal gå, i hvilken retning ’Borgen’ skal gå, og i hvilken retning ’1864’ skal gå«.

Foto: VALENTE DITTE/Politiken

Henrik Palle giver 1864 5 flotte hjerter. Kilde: DR, Miso Film

Propagandister

Allerede inden ’1864’ havde premiere 12. oktober 2014, havde Dansk Folkepartis daværende værdipolitiske ordfører, Pia Kjærsgaard, haft lejlighed til at se de første to afsnit.

»Den er tendentiøs, og den politiserer uden skam. Nutidens politik synes at ligge Ole Bornedal mere på sinde end fortiden, og det er gået helt galt«, sagde hun til BT.

Hendes partifælle Søren Espersen så også de to første afsnit, før serien fik premiere. Og mente, at det var »som at se en film fra det tidligere Sovjetunionen«. Det mener han stadig.

»Ingolf Gabold og Ole Bornedal skriver sig med den her serie ind i rækken af propagandister. Og dermed taber serien troværdighed«, siger han.

Den dag i dag er Ingolf Gabold ærgerlig over, at Dansk Folkeparti »tog hele debatten selv og dræbte den folkelige diskussion, inden serien overhovedet var begyndt på tv«.

Men hvis serien var et politisk projekt fra din side, så var Dansk Folkepartis reaktion vel forventelig?

»Jamen, den var helt forventelig«.

Har Søren Espersen så hele tiden haft ret i, at du var en rød lejesvend, som han skrev i et debatindlæg i Politiken i 2009?

»Ja, det har han da. Jeg har jo aldrig benægtet det. Jeg sagde ham ikke imod. Men ikke i den forstand, begrebet bliver brugt i Danmark, hvor ’røde lejesvende’ bruges om de gamle kommunister. Det, jeg har lavet, har aldrig haft noget med kommunisme at gøre. Jeg stemmer på De Radikale«.

Men du er enig med ham?

»Jamen, jeg er da enig. Og han må gerne sige det. Det, jeg opponerer mod, er, at jeg som kunstner og kunstproducerende menneske ikke må sige det, jeg vil. Som er, at jeg synes, DF opfører sig grotesk i en moderne globaliseret verden«.

Men I har jo forskellige roller – han er politiker, og du var dramachef i DR?

»Ja. Men hvis kunstnere ikke må udtale sig om politik, så må politikerne heller ikke udtale sig om kunst. Og Dansk Folkeparti overholder jo ikke armslængdeprincippet, når deres kulturordfører Alex Ahrendtsen siger, at næste gang, der skal laves historisk drama i DR, skal der sidde en gruppe historikere og blive enige om, hvorvidt et stykke dramatik er historisk korrekt. Hvis sådan nogen som Ole Bornedal og jeg ikke kan få lov at udtrykke os, så er samfundet meget ilde stedt«.

Men det havde du mulighed for at gøre i et stykke dramatik som dramachef for DR?

»Ja. Og jeg blev bakket op af DR’s direktion i at komme igennem med det. Men det er sgu da klart, at Søren Espersen reagerede imod det. For han mener jo, at vi kun er danskere, og at EU bør holde sig i baggrunden. Hvor jeg tilhører den fløj i Danmark, som mener, at vi er europæere. Det er en meget væsentlig debat, som DR godt kan tillade sig at debattere otte søndage i træk. I forhold til sit politiske virke synes Søren Espersen selvfølgelig, at det er forkasteligt. Det er jeg helt med på. Der, hvor de går for vidt, det er, når de går ind og blander sig i programplanlægningen, fordi vi har en serie, der taler positivt om, at vi er europæere og ikke danske nationalister. Det har de ikke lov til«.

Var det din opgave som dramachef i DR at skyde en pil i ryggen på Dansk Folkeparti med ’1864’?

»Det gør da ikke noget, synes jeg«.

Var ’Krøniken’ også et politisk projekt for dig?

»Ja, det var det jo på den måde, at når vi havde valgt, at Jens Otto Krag skulle spille så stor en rolle i ’Krøniken’, så var det, fordi hovedforfatteren Stig Thorsboe var helt overbevist om, at det var socialdemokratisk politik at få skabt en velfærdsstat ved at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Og det har da også været angrebet, for De Konservative mener, at de har lige så stor andel i velfærdsstaten. Det har de efter min bedste overbevisning ikke. Derfor er det da – ud over at være en familieserie og alt muligt andet dejligt – et politisk projekt at fortælle med så stor vægt, at Socialdemokratiet har skabt velfærdsstaten«.

Var ’Borgen’ også politiserende?

»Det var lidt mere forsigtigt. Hvis vi havde valgt en statsminister fra Liberal Alliance eller Enhedslisten, havde vi valgt en yderfløj. Det ville jeg – og frem for alt Adam Price – ikke. Derfor satte vi os lige i midten af dansk politik og valgte en radikal statsminister, som forsøgte at arbejde både til højre og venstre. Det var et spørgsmål om at tage så central og neutral en position som muligt. At Søren Espersen så går op i limningen, det forstår jeg godt, og det accepterer jeg også, at han måtte gøre. Fordi der er en konfliktakse mellem de kulturradikale og Dansk Folkeparti«.

Men ’Borgen’ er det mest balancerede projekt af de tre?

»Ja. Det er der, vi har prøvet at være mest neutrale. Jeg er stolt over de tre værker. Fordi jeg mener, at det er vigtigt at føre en politisk diskussion, også i kunstprodukter. Jeg er dybt uenig med Alex Ahrendtsen, som ikke vil have, at kunstnere og kunstproducenter deltager i debatten. Men de blander sig i kunsten. Det er det yderste punkt, vi ser i nationalistisk politik. Det er, når de blander sig i kunst. Det er alvorligt«.

Har du nogensinde været med til at sætte et stykke dramatik i gang i DR, der understøtter højrefløjens synspunkter?

»Det vil jeg sige nej til. Højrefløjen anser kunst for underholdning. I min tid som dramachef har jeg altid haft den ideologi, der står over fortæppet på Det Kgl. Teater: ’Ej blot til lyst’. Men DR har jo i de tre programmer ’Jagten på de røde lejesvende’ lavet et kæmpe opgør med gamle DR-folk med venstreorienterede sympatier«.

Til gengæld kan Dansk Folkeparti ifølge Ingolf Gabold sagtens gå ind og se spillefilmen ’1864’, der havde premiere i Cinemateket i mandags uden at få popcornene galt i halsen. Monrad er ude af filmen sammen med hele det politiske lag, og også nutidshistorien er væk. Tilbage er store kampscener, krig og kærlighed. En film som anmelderne stort set er enige om er smuk, men også ret ligegyldig. Og hvis Gabold ønskede at spejle datidens nationalisme i det, han kalder nutidens neonationalisme, så er det ikke til at få øje på i de to timer, filmen er klippet ned til. Som Ingolf Gabold siger:

»Det er blevet en antikrigsfilm«.

Publiceret 3. februar 2016

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce