Denne artikel blev oprindelig publiceret lørdag 5. marts, men forsvandt ved en teknisk fejl fra politiken.dk. Nu er den her endelig igen.
Iben Maria Zeuthen står uden for spillestedet Vega på Vesterbro i sin sorte pels. Det er en kold dag, især når man venter på en, der kommer for sent.
Siden hun som teenager blev radiovært, har hun brugt sit arbejdsliv på at forstå andre mennesker. I radioen. Resten af tiden kæmper hun med at lade være. Iben Maria Zeuthen er portrætjournalist. Hun er også en kvinde, der har gjort sin egen formbarhed til en form. Hun høster helst sine gæster i et professionelt stormvejr og sender dem efter to timers radiointerview tilbage i offentligheden som de mennesker, de også er. Inger Støjberg, Hilda Heick, Morten Østergaard og Stig Møller har alle været gæster i ’Det Næste Kapitel’.
I dag skal hun forsøge at forstå forsangeren i tidens vigtigste danske rockband, The Minds of 99. Et band, der tør alt og slipper godt fra det meste, og som har en forsanger, man er parat til at følge hvor som helst, som Politikens anmelder skrev om det seneste album, ’Liber’. Og gav seks hjerter. Forsangeren hedder Niels Brandt, og han skriver sangtekster, der begynder sådan her:
