Den skarpe forårssol rammer trægulvet i Søren Pinds hus i Emdrup.
Justitsministeren er netop kommet hjem efter en halv arbejdsdag på Slotsholmen. En stak politiske sager, der skal læses og kommenteres over påskeferien, balancerer ved siden af vasken i det åbne køkken.
Søren Pind hiver tre hvide kopper prydet med den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagans navn ud af køkkenskabet, mens Elvis Presleys stemme akkompagneret af Royal Philharmonic Orchestra fylder stuerne. Søren Pind er på hjemmebane.
Men da justitsministeren sætter sig til rette i den ene af sine to grå sofaer, lægger han ansigtet i anderledes alvorlige folder.
Søren Pind er bekymret. Over den stigende polarisering i dansk politik. Over en tendens til, at flere partier ikke stræber efter at tage større ansvar for de politiske beslutninger. Over at det danske folk i hans optik er blevet mere vredt og præget af afmagt. Følelser, som ifølge justitsministeren kan føre til mere ekstremisme i Danmark og få store konsekvenser for det danske demokrati.
»Det kan ende med at være farligt«, siger Søren Pind.
Hans ene brilleglas dugger, da han sætter Reagan-koppen med varm te op til munden.
»Jeg kan se, at et ellers fredeligt og forsonligt folk er ved at blive et meget vredt folk. Og jeg kan se, at det, at man påtager sig ansvaret, bliver udlagt som magtbrynde sine steder – hvor jeg ser det modsatte. Lige nu lever vi i en tid, hvor de rene hænders politik er mere beundringsværdig«, siger Søren Pind.
Partipolitisk koger han det ned til, at der kun er tre partier, der i øjeblikket er klar til at tage det ultimative ansvar i dansk politik.
»Det er Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Venstre«.
Det undrer Søren Pind.
»I al den tid, jeg kan huske, har man nærmest sloges om at komme til. Det var sådan set det afgørende. V og K var sultne. Det Radikale Venstre, CD, Kristeligt Folkeparti og mange andre partier sloges for at komme til. SF gennemgik en hel transition for at komme hen til at være et regeringsbærende parti. Og lige pludselig er det noget, som bliver set som noget, man ikke skal. Der er en forståelse af, at det er nemmere at stå udenfor end at være med. Kristian Thulesen Dahl har jo endda sagt, at man mener, at man kan få mere indflydelse ved ikke at være med end ved at være med«, siger Søren Pind.
Problemet er, at partiernes manglende ønske om at påtage sig regeringsmagten er med til at katalysere og øge mistilliden til magthaverne, mener justitsministeren. En tillid, som i forvejen er lav, og som ifølge Pind er at betragte som en del af et igangværende »termitangreb på demokratiets institutioner«.
Hvis tendensen til, at flere partier fraskriver sig ansvaret for de politiske beslutninger, fortsætter, kan det føre til mere ekstremisme, mener Søren Pind.
I Amerika er en Klaus Riskær på testosteronkur med maniske tendenser ved at kuppe Abraham Lincolns parti
»En del af de borgerlige partier – herunder mit eget, men også Dansk Folkeparti – har været gode til at opfange de strømninger, der har været, og til at demokratisere dem på en eller anden måde. Men selvfølgelig kan man sagtens være bekymret over og optaget af, at med den mistillid, der er, så sker der endnu et ryk. Og nogle nye bevægelser«, siger Søren Pind.
Han tænker tilbage til tiden under den tidligere VK-regering, hvor der i hans erindring var en »fuldstændig anden form for arbejdsro«.
»Der behøvede man ikke at gå rundt og bekymre sig om, hvorvidt regeringen kom i mindretal eller ej. Det er en selvstændig del af arbejdet nu«, siger han.
Søren Pind understreger, at han ikke ønsker at pege fingre ad særlige partier, men undgår dog ikke at nævne perioden omkring dannelsen af den nuværende V-regering, hvor Dansk Folkeparti endte uden for regeringen, og Eva Kjer Hansen-sagen, hvor de konservatives manglende tillid betød, at Venstre-kvinden måtte trække sig som miljø- og fødevareminister.
»Det Konservative Folkeparti har selvfølgelig gjort sig nogle overvejelser om, hvordan man bedst sikrer, at Det Konservative Folkeparti igen bliver et stort og folkeligt parti«, siger Søren Pind.
De her partier, hvad enten det er Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti eller Enhedslisten, SF og Alternativet, vil jo sige, at de sådan set bare er uenige.
»Jeg kan bare konstatere, at det ikke er afgørende for partierne at være med til at præge den førte politik. Der er bare rigtig meget indflydelse i at være udformerne af lovforslag. At have initiativretten, at prøve på at få de politiske systemer til at spille og få de rigtige notater udarbejdet. Det er der rigtig meget magt i. Men det er, som om vi lever i en tid, hvor det er bedre at stå og sige: Jeg mener altså, at ...«.
Er det ikke demokratisk positivt nok, at man ikke vil have magten for enhver pris?
»Jo, det ligger sådan set også nogenlunde til grund for den her regerings virke. Men problemet er, at det nærmest er blevet attråværdigt ikke at ville have magten«, siger Søren Pind.
Minder om 1930’erne
Mistilliden til de folkevalgte er ikke kun et dansk problem. Søren Pind taler om »en bølge af vrede« rundt omkring i verden. Han nævner opbakningen til republikanernes Donald Trump i USA, højrepartiet Alternative für Deutschlands fremgang i Tyskland og den stærkt stigende EU-skepsis på de britiske øer. Alle steder bliver politikere med »de nemme løsninger« præmieret, mener Pind.
En del af de borgerlige partier - herunder mit eget, men også Dansk Folkeparti - har været gode til at opfange de strømninger, der har været
»Lige nu er der en farlig cocktail, hvor man ser den udvikling over det hele. I Amerika er en Klaus Riskær på testosteronkur med maniske tendenser ved at kuppe Abraham Lincolns parti. I Storbritannien har de en afstemning om, hvorvidt de skal melde sig helt ud af Den Europæiske Union«, siger han
Rundt omkring i justitsministerens ellers sparsomt indrettede stue står større og mindre stakke af bøger placeret som små tårne af papir. Den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissingers bog ’World Order’ ligger øverst i stakken tættest på vindueskarmen, og på sofabordet fremhæver Pind selv bestselleren ’End of Power’ af den tidligere venezuelanske handelsminister og forhenværende direktør i Verdensbanken Moises Naim som et eksempel på en beskrivelse af, hvordan de gamle magtbastioner overalt i verden er under pres.
For Søren Pind er der ikke blot tale om en ubetydelig samfundsudvikling. Han ser ligheder med situationen i 1930’erne, hvor nazisterne grundlagde deres magtbase i Tyskland.
»Sine steder må jeg sige, at jeg ser det forløb, vi er igennem, som noget, der minder om begyndelsen af 1930’erne. På en helt anden måde, men der er bare den samme vrede, den samme afmagt og de samme reaktioner«, siger Søren Pind og fortsætter:
»Man går meget bevidst efter at svække myndighederne og dermed også folks tiltro til, at man rent faktisk kan gøre det, der skal til. Det er ubehageligt. Vi ser de der Soldiers of Odin og meget voldsomme diskussioner mellem islamister og folk, som hader islamister«.
Soldiers of Odin er et selvudråbt vagtværn, der vil patruljere i nattelivet i flere byer og har tilkendegivet, at de vil gribe ind med civile anholdelser, hvis de er vidner til overfald.
Min største bekymring er, at folk begynder at tage sagen i egen hånd. At vi ser de meget voldsomme ord, som blandt andet bruges på de sociale medier og andre steder, materialisere sig i handling
»Min største bekymring er, at folk begynder at tage sagen i egen hånd. At vi ser de meget voldsomme ord, som blandt andet bruges på de sociale medier og andre steder, materialisere sig i handling«, siger Søren Pind.
En stor del af det handler også om politikerlede, hvis man spørger vælgerne. Har du ikke selv en aktie i politikerleden. Du har til tider haft en meget kontant og personorienteret stil?
»Jo, det kan jeg vel ikke sige mig fri for, at jeg har. Men det, jeg har bestræbt mig på, er at tale direkte«.
Var du en meget ansvarlig oppositionspolitiker?
»Det synes jeg, at jeg var på udenrigspolitikken. Det synes jeg generelt set, vi var. Jeg synes, vi var meget meget loyale«.
Søren Pind er selv tidligere blevet kritiseret for at forsvare selvtægt. I 2007 sagde han ifølge Ekstra Bladet: »Jeg har oplevet min egen far køre en indbrudstyv ned for længe siden, og det mener jeg er helt fair. Jeg kunne også sagtens selv finde på at gøre noget«. I 2012 postede han på Facebook nummerpladen på en bil, som ifølge Pind havde påkørt hans bil.
Da du så blev minister, sagde du, at det kan man ikke, for det er politiets opgave. Har du ikke selv i oppositionsrollen været med til at puste til nogle af de her ting?
»Altså, det der med, at jeg har understøttet selvtægt, det har vi diskuteret flere gange. Det mener jeg sådan set ikke, at jeg har. Det er fuldstændigt rigtigt, at jeg også har begået min del af fejl. Ingen tvivl om det. Men jeg synes, at vi er nået til et punkt nu, hvor vi bare er nødt til at føre den diskussion med hinanden om, hvor vi skal bevæge os hen. Sagen er, at hvis vi bevæger os hen imod et selvtægtssamfund, så er det altid de svageste, der betaler prisen. De stærkeste skal nok klare sig«.
Når Søren Pind bliver bedt om at udpege de bagvedliggende årsager til udviklingen, peger han på mindst fire elementer.
Ifølge justitsministeren, som er blevet kritiseret for at lukke den omstridte Irakkommission og for at forsvare offentlighedsloven, er netop gennemsigtighed én af årsagerne til den stigende politikerlede.
»Tag for eksempel den gamle sag med H.C. Hansen og atomvåbnene på Grønland. Det ville være fuldstændig umuligt at holde hemmeligt i dag. Dengang holdt man på det. Da der skete en ulykke på Grønland med en brintbombe, tav man stille med det, indtil folketingsvalget var overstået. Eller man holdt det i hvert fald væk. Det ville ikke kunne lade sig gøre i dag. Fejl fra myndighedernes side udstilles mere skånselsløst i dag«, siger Søren Pind.
Derudover peger han på globaliseringen, for ens politikertyper og en blodfattig rekruttering til det politiske liv som årsager til, hvad han opfatter som en øget afstand mellem vælgerne og den politiske elite.
»Hvis vi ser på rekrutteringen til politik i dag, så er den jo anæmisk i forhold til, hvad den var i gamle dage. Der er ikke den samme konkurrence ude i vælgerforeningerne. Der er ikke så mange at vælge imellem. Samtidig er det meget ens typer«, siger Søren Pind.
Han mener, at flere af hans kolleger »tager en særlig jakke på, når de taler til folk«.
»Politikerne udtrykker sig ens. Der er ikke ret mange politikere længere, der skriver deres ting selv. Det er i høj grad formuleret af de mennesker, som så valgte ikke at blive politikere, men fik en akademisk uddannelse og skifter mellem partierne, så tonaliteten endda bliver ens. Det er et andet problem«, lyder det fra Søren Pind.
Hvor ligger løsningen så, når flere partier ifølge justitsministeren vægrer sig ved at tage det endelige politiske ansvar på deres skuldre?
»Der er et citat, som har bidt sig fast hos mig de seneste år. Det var Karl Ove Knausgård, som skrev, at næste gang fjenden kommer, kommer han i skikkelse af en, du elsker og holder af. Hvis det er rigtigt, så kan man ikke vide, hvilken situation det måtte blive nødvendigt for en række partier at træde ind i og påtage sig ansvaret for at sikre en stabilitet«, siger Søren Pind.
SV-regering
Hvad tænker du, det kan være, vi egentlig holder af, og som fjenden kommer forklædt som?
»Jamen, et bud udspringer jo af de her offentlige henrettelser på de nye kommunikationsplatforme. Og i virkeligheden også hele den måde, politik fremstilles som et reality show. Den kombination kan let udvikle sig til noget meget ubehageligt. Men jeg kan jo ikke lægge hovedet på blokken, for hvis jeg vidste det, så ville jeg jo gøre noget aktivt og præcist ved det. Jeg synes, det er en farlig cocktail, at vi har skåret båndene over til historien, at vores kollektive erindring er blevet meget smal. At vi i stigende grad har en i virkeligheden desperat tro på de nemme løsninger, og at man kan opleve de der voldsomme ‘henrettelser’ hen over en nat. Men det bliver lidt løst. Jeg kan ikke sige det firkantet«.
Belært af den smalle Venstre-regerings ni måneder lange levetid og ikke mindst indsnævringen af skellet mellem Socialdemokraternes og Venstres udlændingepolitik har flere politiske iagttagere spekuleret i, om de hidtidige barrierer for en fremtidig SV-regering langsomt er ved at blive brudt ned.
Adspurgt til SV-scenariet nævner Søren Pind blandt andet, at tidligere S-finansminister Bjarne »Corydon gjorde mange gode ting«, men at der forts at er for stor ideologisk forskel mellem de to statsministerpartier, hvis det står til ham.
»Jeg tror ikke bare, at man kan løse det ved at samle – i øvrigt ideologisk inkompatible – partier med den hensigt at administrere magten. For det tror jeg sådan set ikke, at den folkelige vrede forsvinder af. Jeg tror faktisk godt, at den kan risikere at blive endnu større«.
Kunne du se dig selv i en regering med Socialdemokraterne?
»Det har jeg vanskeligt ved at se for mig lige nu. Det må jeg sige. Mest fordi at sådan som jeg ser det, så ligger – når vi får skrællet udlændingespørgsmålet væk – nogle af de allerstørste udfordringer i Danmark i arbejdsmarkedsstrukturen og den offentlige sektors måde at arbejde på«.
Gælder det så om at få lokket de ikke-ansvarstagende partier ind under ansvarets åg, eller er vi dømt til at have en serie af etparti-regeringer med skiftende farve de næste 20 år?
Enten bliver der sluppet nogle meget ubehagelige kræfter løs, eller også bliver folk trætte af at være vrede. Og så finder man løsninger
»På et tidspunkt bliver folk trætte af at være vrede. Enten bliver der sluppet nogle meget ubehagelige kræfter løs, eller også bliver folk trætte af at være vrede. Og så finder man løsninger. Og det er sådan set det sidste, jeg advokerer for. Man skal prøve på at kanalisere den vrede ind i noget konstruktivt«, siger Søren Pind.
Han har tidligere argumenteret for, at en medvirkende årsag til, hvad han kaldte for »den politiske identitetskrise« var, at de store politiske partier »i stadig mindre grad evner at skabe givne arvtagere, der med en lang politisk erfaring fra Folketinget står klar til at tage over«.
I løbet af de seneste uger er det på ny blevet drøftet, hvem der er Lars Løkke Rasmussens arvtager, når Venstre-formanden en dag går af. Kristian Jensen gentog, at han er klar til et kampvalg om posten, hvis det skulle blive nødvendigt. Men hvad tænker Søren Pind om situationen?
»Der er mange, der har prøvet en lang række ting i lang tid. Det er jo ikke mærkeligt, at mit parti ledes af den, der har prøvet allermest og været alle mulige steder i den proces, så jeg synes, at Venstre er godt polstret, og at der er masser af dygtige mennesker, som i al den tid, jeg kan se, er klar til at løfte partiet. Det, synes, jeg er betryggende«.
Har I formået at skabe en given arvtager, der med lang politisk erfaring står klar til at tage over?
»Det tror jeg helt givet, der er«.
Hvem er det?
»Hahaha, det må vi jo se«.
Har du selv den politiske erfaring og ballast til at kunne gå hele vejen?
»Det skal andre vurdere. Det er ikke en diskussion, der er relevant nu. Vi har en god formand, og det er en utidig diskussion«.
Publiceret 27. marts 2016
