Foto: Mads Nissen

Pernille Rosendahl er gået i opgør med alt det, vi ellers kalder normalt

Pernille Rosendahls musikalske såvel som private liv bliver mere og mere spartansk. Fra forsanger i band til halvdel af duo og nu helt solo. Der bliver hele tiden skåret fra. Nu har hun intet pladeselskab, er blevet skilt og har for at bruge ’X Factor’-sprog været ’på en rejse’ – fra kernefamilie og rækkehus i Hellerup til enlig mor i 2-værelses og chef for sig selv. På jagt efter tilværelsens sprækker, mørk energi og de store spørgsmål.

Det har aldrig været sværere at finde ro. At lytte til sin egen private drømmeverden eller hive komplekse tanker frem fra den indre nå-hylde og vende dem i sit hoved. Mærke verden og reflektere over den, sådan rigtigt og uforstyrret.

I stedet har vi denne konstante knevren og uro. Overalt omkring os er der holdninger, formaninger, underholdning, pop, politik, tips til det gode liv, opdateringer og breaking news. Men hvad sker der egentlig, hvis man lukker den summen ude?

For Pernille Rosendahl skete der det, at hun en aften sad i sit køkken og stirrede ud af vinduet. Barnet sov. Der var stille. Og i stedet for at stirre ind i en skærm eller ind i nogens øjne kiggede hun op.

»Jeg så himlen. Så kiggede jeg ud i universet. Jeg begyndte at overveje, hvad er det egentlig? Hvad er rummet? Hvad sker der derude? Hvad er mørk energi? Hvad er mørket, vi kigger på? Hvad er galakser? Jeg blev meget optaget af rummet. Af det mystiske og ukendte, fordi hvis der er noget, mennesket endnu ikke ved alt om, så er det rummet over os«.

Hun begyndte at gå til forelæsninger om universet, mørket og planeterne. Nørdede igennem og bevidstgjorde sig selv om, hvor lidt hun, og vi, egentlig ved om himmelrummet.

»Når jeg ser tilbage på den tid, så var jeg nok, ligesom størstedelen af os, blevet træt af politikerne og meningsdannere, der hele tiden siger, hvad jeg skal gøre og mene. Alle dem, der hele tiden skal lede os i samfundet og sige, at sådan og sådan får vi et bedre samfund. Jeg kunne pludselig ikke længere se, hvem jeg skulle tro på eller tage anvisninger fra. Så kiggede jeg lidt op i stedet. Og gik i enerum med mig selv«

Resultatet af den øvelse udkommer denne weekend, med albummet ’Dark Bird’. 12 sange som Pernille Rosendahl har brugt fire år på at hive ud af sit indre rum og har skabt et sammenhængende lydbillede ud af sammen med produceren Søren Vestergaard.

Bilnørd går solo

»Jeg holder foran din dør nu. I en hvid Audi«, står der i en sms fra Rosendahl denne onsdag eftermiddag. Vi har aftalt at køre en tur i hendes fede bil. Ud af byen.

»Biler er sådan en fantastisk måde at lytte koncentreret til musik på. Man er ligesom lukket inde i en boble med lyden«, som hun siger.

Der er varme i sædet og godt med bas på anlægget. Hun er bilnørd og den der type bilist, hvor det at sidde i førersædet er lige så naturligt og afslappet som at gå. Vi hører høj musik, taler mellem numrene og kører nordpå.

’Dark Bird’ er sådan set Pernille Rosendahls sjette album, men det første under eget navn. Det blev til to albums med det anmelderroste indieband Swan Lee (1997-2005) og tre med det mindre anmelderroste The Storm (2006-2013). Hun er med andre ord gået fra band til duo til solo.

»Ja. Det er jo, som om vi bliver færre og færre, ikke?«, siger hun og griner.

Foto: Mads Nissen

De musikalske skift hænger sådan set tæt sammen med Pernille Rosendahls privatliv. Da hun stoppede med Swan Lee, var hun blevet kærester med bassisten Johan Wohlert fra rockbandet Mew. Sammen skabte de duoen The Storm, der blev til, samtidig med at de blev forældre til sønnen Tristan, der i dag er ni år gammel.

Der blev altså skabt familie og musik samtidig, og deres musikalske projekt stoppede også igen, da de gik fra hinanden, solgte rækkehuset i Hellerup, og Pernille Rosendahl og Tristan flyttede en i en lille toværelses. Hun kalder det selv » downsizing«.

»Det handlede selvfølgelig om skilsmisse, og at jeg skulle koncentrere mig om mit barn og os. Men når man laver den der øvelse med at skille sig af med ting og leve for færre penge, så opdager man, hvor rystende lidt det materielle betyder på de indre linjer. Når man skærer fra. Faktisk er det nogle gange befriende at gøre livet mere simpelt. Det er jo ikke rocket science, det er der folk, der har skrevet bestsellerbøger om«.

I den første halvdel af Pernille Rosendahls arbejdsliv blev der trådt på speederen. Der var fuld knald på og maksimalt rampelys hele tiden. I tiden med Swan Lee var hun konstant i alle modeblade, og pressen hev og flåede i hende. Rollen som ’forsanger’ var udpræget, selvom bandet hele tiden insisterede på at være netop et band. Rosendahls ikoniske sorte pandehår helt ned i øjnene, sortmalede øjne og lækre stil blev kopieret af piger og kvinder i hobetal. Hun var indieprinsessen på den røde løber.

Tiden med The Storm var mere svulstig, det var de helt store armbevægelser, rock-attitude, vindmaskiner og en ret amerikansk lyd. Som det hæsblæsende hit ’Lost In The Fire’ hvor Rosendahl og Wohlert slås, skændes, græder og kaster med ting i musikvideoen.

Pernille Rosendahls tekstunivers har dog altid bevæget sig i de blå toner. Melankolien er hendes følgesvend og den store alvor. Udefra set virker hun som en lidt mystisk kunstnerinde, men når man møder hende, er det ret slående, hvor let hun har til grin og fjol.

Familien Danmarks Pernille

Den brede offentlighed kender nok mest Pernille Rosendahl fra hendes tre sæsoner som dommer i ’X Factor’, hvor hun var kilet ind mellem Remee og Blachmann fra 2010 og frem. Det siger sig selv, at når man er med i familien Danmarks foretrukne fredagsunderholdning, så bliver man pludselig meget berømt og skal tale med virkelig mange kulørte blade og deltage i pressemøder. Noget, der stod i kontrast til Rosendahl, der er et rimelig privat menneske.

»Man kan enten vælge, at man er for fin til det og sige nej, eller man kan tænke, at de folk arbejder altså ligesom alle andre. Jeg valgte det sidste. Bladene ville gerne have nogle kulørte historier om mig, men jeg lever verdens kedeligste liv og sagde, at hvis I finder noget, så vær søde at grave det frem. Jeg tror også, det var enormt praktisk, at jeg ikke kunne se noget i ’X Factor’-tiden«.

Hvad mener du med det?

»Jamen, jeg ser vildt dårligt! I alle de år med rampelys og opmærksomhed har jeg aldrig kunnet se mere end 30 centimeter frem for mig. Og jeg brugte hverken kontaktlinser eller briller, så jeg lukkede lidt af for det hele. Måske har folk tænkt, at jeg var meget højrøvet, simpelthen fordi jeg ikke kunne se dem inde fra min glasklokke. Men det har været sindssygt praktisk i forhold til berømmelse«.

Pernille Rosendahl fik dog opereret sine øjne for et halvt år siden og er stadig sådan helt juhuu-agtig over at kunne se. Pengene fra ’X Factor’-dagene er investeret i den nye plade, og hun ser i dag tilbage på tiden med kærlige øjne.

»Det, jeg godt kan lide ved ’X Factor’-konceptet – for vi kan sagtens diskutere, hvorvidt det gør noget godt for musikbranchen – men jeg kan grundlæggende godt lide det inviterende ved programmet. At alle er velkomne«, siger hun og fortsætter:

»Du kan komme meget bredt ud og ramme noget folkelighed, som jeg godt kan lide. Det var en øvelse for mig. Også at opdage at du kan sætte store, vigtige ting på dagsordenen, når du rammer så bredt. Som f.eks. da jeg arbejdede med en artist, der havde ADHD. Eller hele integrationsvinklen, som startede med Basim og også er aktuel i den nuværende sæson«.

Efter en lang periode med rampelys, tv, kulørte blade, skilsmisse og et band i opløsning skulle der så ske noget nyt for 4-5 år siden.

»Jeg mærkede, at det var tid til at finde ud af, hvad jeg ville musikalsk, hvis jeg ikke hele tiden var i sværdkamp med andre. Jeg har skrevet melodier og tekster, siden jeg var 21, og de og jeg har altid indgået i fællesskaber med andre. Men nu skulle jeg finde lyden af mig, min egen lyd, alene«.

Sangerinden, der altid har arbejdet kollektivt med musik, startede i sin tid som korsanger hos Savage Rose og kalder Annisette Koppel for sin læremester.

»Hun lærte mig at synge. Den kultur, der var omkring Savage Rose, er jeg meget inspireret af. Den er kompromisløs og stærkt visionær. Annisette står satanedderme så stærkt. Hun har aldrig gjort noget for pengenes skyld og er et forbillede«.

I trommemaskinens mørke

Rosendahls soloprojekt, ’Dark Bird’, er også båret af kompromisløshed. Der er intet pladeselskab og ingen marketingfolk. Alle samarbejdspartnere er valgt ud fra, at de er »nogen, jeg også ville gå ud og drikke en øl med«. Men det kræver lidt ekstra at være bossen for det hele. For eksempel kører Pernille Rosendahl rundt med en slags hjemmekontor i bilen. Da vi mødes to dage inden udgivelsen, skal albummet afleveres til net-musikbutikken iTunes. Aftenen inden skrev og indspillede hun et nyt vers til slutnummeret ’Would You?’. Det skulle slutte mere lyst og med mere håb, syntes hun i den 11. time.

»Shit. Nu skriver de, at jeg skal vælge en single! Hvordan fanden skal jeg kunne vælge en single? Det er jo et album, et samlet værk, der hænger sammen. Åh!«, piver Rosendahl, da vi har gjort et pitstop for at spise frokost på Louisiana.

Ude på toilettet med en iPhone i hånden vælger hun så en single og trykker send. Hurtige tider kræver hurtige beslutninger.

På vej mod at finde den lyd, der kendetegner soloalbummet ’Dark Bird’, gik Rosendahl væk fra det oppumpede i The Storm og begyndte at lytte til gamle viser og klassisk musik.

»Når du lytter til salmer, er de tit et lykkeligt ægteskab af toner og ord. De handler ikke om at nå hurtigt hen til en slutdestination. Det samme med Carl Nielsen og Højskolesangbogen, der er noget meget yndigt over de her sange, som har været med i os alle gennem hele livet. Jeg kan ikke sige, at jeg lægger mig i slipstrømmen af dem musikalsk, for det lyder for stort, men jeg har været inspireret af at fravælge alt, som er tidstypisk«.

Gennem hele albummet ligger der derimod en bankende pulsåre ved navn 808. Den er kendt som hiphoppens hovedinstrument. Trommemaskinen, hvis fulde navn er Roland TR-808, er fra begyndelsen af 1980’erne, og Pernille Rosendahls lillebror, hiphopproduceren Vagn Luv, introducerede hende for den for 20 år siden.

Foto: Mads Nissen

»Jeg vidste, at 808’eren skulle med. Der er så meget sjæl i den trommemaskine, og den giver en samlet identitet på bunden af pladen. Der er også masser af strygere, noget ukulele, guitar, klaver og harmonika, men det er 808’eren, der binder det hele sammen. Det var også noget særligt for mig at lade være med at lave et popvers for så at gå op i et popomkvæd«.

Faktisk er de lyse toner fravalgt på sangene, der bevæger sig i det rungende, filmiske, melankolske spektrum. Rosendahl har været inspireret af Portishead, Massive Attack og Billie Holiday – musik, der var rundet af på en mørk måde. Sangen ’Feet On The Ground’, der blev første single, handler om at stå fast, når hele verden er blevet sindssyg og snurrer rundt. Vi hører den højt, mens vi fræser forbi Vedbæk og Skodsborg og alle de kæmpestore villaer langs den nordsjællandske Strandvej.

»Jeg indsang den sang vildt bagstiv, med kæmpe tømmermænd og hovedet nede mellem benene, ind i en billig mikrofon. På den måde er der ikke så meget hifi-lækkerhed over mig mere. Det behøver ikke være så fint og flot. Til gengæld er der på nummeret en særlig tone i min stemme, som ikke kan genindspilles eller findes igen. Denne her plade er uden tvivl det mest personlige, jeg nogensinde har skabt«.

Jeg indsang den sang vildt bagstiv, med kæmpe tømmermænd og hovedet nede mellem benene, ind i en billig mikrofon

Lyden har et lille ekko fra Swan Lee-dagene, men stemmen er blevet mørkere og lydbilledet bredere. Et andet nummer, som vi hører i bilen er ’Is This It?’. Et nummer, som alle husmødre, mødre, enlige mødre, ja, kvinder generelt, vil kunne spejle sig i. Det lyder:

» Someone told me/ You shouldn’t expect anymore from life than/ Get a house and a man and a car and a dog/ And a child to greet you like a sun in the morning/ Oh. Is this it?«, spørger Rosendahl i sangen, der er inspireret af den rugende stemning i Lars von Triers ’Melancholia’.

Skal det opfattes som en slags opgør med kernefamilien?

»Det er i hvert fald et opgør med det, vi ellers kalder normalt. Jeg blev meget konkret skilt og lukkede ned for rampelyset. Men pladen er ikke et opgør med kærligheden. Den har jeg altid troet på og gør det stadig. Men det er klart et tema for mig at tale borgerligheden lidt ned og udfordre den. Ikke for at sige, at det liv skal man ikke vælge. Det er meget naturligt at være tiltrukket af det borgerlige liv og kernefamilien. Det var jeg selv. Og måske kommer jeg til at stå der igen, men der er så mange andre spørgsmål, vi kan stille os selv«.

Det vægtløse enerum

Når Pernille Rosendahl kalder det »at gå i enerum« med sig selv, den proces hun har været igennem, så handler det for hende om at undersøge det, vi ikke kender til.

»Jeg har villet beskrive mellemrummet. Det vægtløse. Der, hvor man nogle gange er ingenting«.

Hvor ser du det?

»Der er en stor ikke-erkendelse af uvirkelighed i vores samfund. Alt er blevet så virkeligt og håndgribeligt. Alle viser alt hele tiden, der zoomes ind på Instagram, og du kan google alt frem, men jeg savner mellemrummet. Det vil jeg gerne hylde et kort øjeblik. Det har været min vision. At finde det sted, hvor man kan kile sig ind og bare være lidt til. En lille sprække i verden. Det er ikke sikkert, at det er den følelse, folk vil have, når de lytter til min musik, men det er vitterligt det, jeg har prøvet at gå efter«.

Det er blevet tid til at trykke musikken af sted, ud i den globale online-musikverden. Efter tre års koncentreret arbejde er det nu, at Pernille Rosendahl skal aflevere sit barn og håbe, at nogen på den anden side vil gribe soloprojektet og berøres af det.

Vi sidder i bilen uden for hendes søns skole med en bærbar. Langsomt uploades filerne. Pernille Rosendahl går ind og henter sønnen Tristan, og der smutter en legekammerat med. Der er deadline hos iTunes om fire minutter. Musikeren virker helt rolig. Journalisten er derimod stresset på hendes vegne.

Fra bagsædet begynder drengene at sludre om dagen, der gik, og Tristan plager, som alle andre niårige, om et nyt spil til sin iPad. En veninde bakker på ruden og vinker. Der er halvandet minut til deadline.

»Det skal vi nok nå«, siger hun og smiler. Og starter motoren til hjemmekontoret.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce