I weekenden indtager Susanne Bier det mest eftertragtede tv-tidspunkt på ugen: søndag kl. 20 på DR 1. Det gør hun som instruktør af den engelske tv-serie ’Natportieren’, som allerede er vist i hjemlandet, hvor den fik positiv modtagelse af anmelderne. »No doubt, award-garnering brilliance«, konkluderede The Guardians anmelder 28. marts, da det sidste af seriens i alt seks afsnit var blevet vist i Storbritannien.
»Prissamlende brillians« er ikke et udtryk, Susanne Bier har hørt så ofte i de seneste år.
For fem år siden gik billeder af hende verden rundt, da hun som den første kvindelige danske instruktør modtog en Oscar. Den store hollywoodpris for spillefilmen ’Hævnen’ var kulminationen på en årrække, hvor film signeret Susanne Bier gik rent hjem hos et kæmpestort publikum i Danmark og også vakte positiv opmærksomhed i udlandet. Året efter fik hun sin hidtil næststørste publikumssucces med den dansk-engelske komedie ’Den skaldede frisør’, der solgte 631.000 biografbilletter.
Siden begyndte det at gå ned ad bakke med modtagelsen af Susanne Biers værker. Hverken hendes amerikanske film ’Serena’ fra 2014 eller hendes seneste danske spillefilm, ’En chance til’ fra 2015, fik anmeldere til at juble. Tværtimod. I Politiken gav anmelder Katrine Hornstrup Yde blot to hjerter til ’En chance til’ og skrev om det nyeste samarbejde mellem Bier og hendes faste manuskriptmakker, Anders Thomas Jensen: »Det er en psykose præsenteret som identificerbart melodrama – og derfor makkerparrets mærkeligste og svageste«.
Filmen solgte 215.613 billetter, hvilket ikke er ringe i sammenligning med mange andre. Men Biers film plejer at sælge mindst 400.000 billetter.
Desuden stod hun som en af de etablerede danske instruktører i skudlinjen, da filmkonsulent på DFI Mikkel Munch Fals ved sin tiltrædelse i 2015 kaldte dansk mainstreamfilm for »kulturel nekrofili« med sine »primitive« overforklarede »årsagssammenhænge«.
Men det var ikke kritikken, som fik Susanne Bier til at sige ja, da forfatteren John le Carrés sønner og engelske BBC spurgte, om hun ville instruere en tidsmæssigt opdateret version af le Carrés roman ’Natportieren’ fra 1993. Som læser har hun været glad for John le Carrés spionromaner i årevis. Faktisk har hun »været lidt fornærmet over ikke at få lov til at filmatisere ham før«, siger hun med et af sine karakteristiske skæve smil, da vi mødes nogle uger før den danske tv-premiere på ’Natportieren’:
»Jeg er megafan. Jeg kan helt vildt godt lide, at der i hans bøger både ligger kontante thrillere, og at hans karakterer har enormt meget psykologisk og moralsk kompleksitet. Og så kan jeg også godt lide John le Carré for at være en mand, der hader hykleri. Det gennemstrømmer hans romaner, samtidig med at de har en underlig tør form for humor«.
Aftenen inden interviewet var Susanne Bier sammen med sin mand, komponisten Jesper Winge Leisner, til dronning Margrethes bal for landets vigtigste kulturpersonligheder. Det segment har Bier tilhørt længe.
Hun har arbejdsopgaver nok, og hun elsker at arbejde. Ganske vist siger hun, at hun »drømmer om et par uger uden møder og telefonsamtaler«, men hun snakker i betydelig længere tid om de momenter, hvor hun er på et filmset og »nærmest oplever en lykkefølelse, når alt det, der drillede før, pludselig spiller«:
»Det er derfor, jeg laver film. De øjeblikke er grunddrivkraften for mig«.
Film er manipulation
Kritikken af de nyere film er ikke gået hen over hovedet på Susanne Bier. Da de danske filmkritikere tidligere i år uddelte priser til deres valg af de bedste film fra 2015, var hun ikke nomineret til en eneste pris. Og da hendes faste manuskriptforfatter, Anders Thomas Jensen, sidste år var aktuel som instruktør med sin film ’Mænd og høns’, sagde han med et smil i et interview i Politiken, at han mener, at hans og Susanne Biers seks fælles film spiller »helt latterlig meget« på publikums følelser.
Hvordan er det at være Susanne Bier i Danmark i dag? Dit navn og ordene ’følelsesmæssig manipulation’ nævnes flere steder i samme sætning i anmeldelserne af ’En chance til’?
»Det har de jo sagt om alle mine film. Til det vil jeg spørge: Hvad er film, hvis ikke det er følelsesmæssig manipulation? Man kan så diskutere brugen af ordet manipulation. Det er et negativt ladet synonym for ’forførelse’. Det kan man så være lidt for effektiv til nogle gange. Men jeg vil da hellere være det end det omvendte. Jeg har ingen skam ved, at publikum bliver berørt af det, jeg laver. Hvis man har den form for berøringsangst, har man ligesom valgt den forkerte branche«, siger hun.
I stedet for at helt at afvise kritikernes dom over ’En chance til’, nuancerer hun sit svar:
»Det kan så være, at man ikke rammer rent med sine historier, eller man springer nogle mellemregninger over, så der er nogle, der føler sig unødigt manipuleret. Det vil jeg ikke affærdige. Jeg tror ikke, at alt, jeg laver, er fantastisk. Sådan har jeg det slet ikke«.
Susanne Bier mener, at man må lave alt, man laver, så optimalt som muligt. Og hvis man så ikke rammer præcis der, hvor man havde tænkt sig, må man tilgive sig selv.
»Kan man ikke tilgive sig selv, har man det hårdt. Men som sagt: Alle mine film er blevet kritiseret for at være følelsesmæssigt manipulerende, og jeg må indrømme, at det ser jeg ikke kun som noget negativt. Dermed være ikke sagt, at der overhovedet ikke har været noget korrekt i kritikken af ’En chance til’. Man skal jo være meget arrogant for at helt at afvise en samlet tendens i anmeldelser«, siger hun.
Tv bryder vanetænkningen
’Natportieren’ med Tom Hiddleston, Hugh Laurie og Olivia Colman i hovedrollerne er Susanne Biers første tv-serie. Susanne Bier blev udvalgt af John Le Carrés sønner Stephen and Simon Cornwell til at lave serien, og forfatteren selv – der besøgte filmsettet og optræder i en cameorolle – er tilfreds, har han udtrykt i den engelske presse. Også selv om Susanne Bier ændrede kønnet på en af hovedrollerne - fra mand til gravid kvinde. Hugh Laurie, som selv forsøgte at købe rettighederne til bogen, da den udkom i halvfemserne, havde under optagelserne egne ideer om, hvordan det skulle gøres. Det har ifølge Bier været et ærligt, spændende og også eksplosivt samarbejde.
På spørgsmålet om hun har lyst til at instruere en dansk tv-serie, svarer hun: »Ja«. Uden forbehold. Tv-serier betragtes af mange som et større filmisk drug end spillefilm i biograferne.
»I dag er det sådan, at mange af de bedste manuskriptforfattere laver tv. Som tendens kan man sige, at enormt meget talent er gået til tv i de senere år, hvor kommercielle amerikanske spillefilm rent teknisk set er blevet mere innovative og kreative, men indholdsmæssigt er blevet mere konventionelle«, siger hun.
Desuden slipper Susanne Bier i tv-verdenen for at blive kategoriseret, som hun ofte er blevet det på film – som en, der laver ’intime dramaer’.
Med ’Natportieren’ har Susanne Bier arbejdet på en anden måde. Dels fordi det er en tv-serie, dels fordi det er en thriller. I halvandet år har hun haft sit fokus på udviklingen af John le Carrés kølige univers. Det har været befriende at lave noget ganske andet, og da serien var klar til at få premiere i England, skrev Susanne Bier et debatindlæg i avisen The Guardian. Indlægget handler om, hvordan tv til forskel fra film tør bruge kvindelige instruktører til andet end netop de ’intime dramaer’ om ’almindelige mennesker’, som Bier selv er kendt for. Og om at blive opfattet, til forskel fra i Danmark, som alt andet end mainstream – fordi hun er kvinde.
Hun skrev bl.a.: »Jeg har lavet romcoms (romantiske komedier, red.), jeg har været politisk, jeg har lavet film om vold og traumer. Men fordi jeg er en kvindelig instruktør, er alle filmene blevet behandlet på samme måde. Alt skabt af nogen, der ikke er en hvid mand, bliver kategoriseret som arthouse og niche« .
Samtidig, fortæller hun, bedømmes hendes film altid til at have samme publikum: kvinder mellem 20 og 50. Også ’Brødre’, som efter Biers mening kunne have potentiale for et stort maskulint publikum. Her kan film lære noget af tv, mener hun, for »jeg tror, at mange mainstreamfilm ville være mere interessante, hvis de var lavet af andre end heteroseksuelle mænd«. Som det er nu, tænker man i filmbranchen for snævert:
»Hvis jeg filmede telefonbogen eller en eller anden sindssygt voldelig historie, ville producenter komme til mig: We think your audience is like ... between 25 and 55. Women. Der er så meget vanetænkning, at man får spat«, siger Bier.
Publiceret 14. april 2016