Der var nogle, der efterfølgende kaldte landsmødet for Sviget i Vig.
Det var blevet et nej til Maastrichttraktaten i juni 1992. I oktober lavede vi det nationale kompromis med Radikale Venstre og Socialdemokraterne, der blev til Edinburgh-afgørelsen i december 1992. Jeg var selv i tvivl om, om vi skulle anbefale et ja, for jeg så mange problemer med det. Juraen var ikke særlig klar. Men jeg var kommet frem til, at det eneste, vi kunne, var at sige ja. Det var ikke det, som mange af vores vælgere ville. Og heller ikke mange af vores medlemmer, selv om der var meget klar opbakning i hovedbestyrelsen.
Der kom en offentlig debat om det efter nytår i 1993. Den interne debat i SF tog til. Flere og flere gik ud i offentligheden og i medierne og kritiserede. Da besluttede jeg så at skære igennem og sige: »Nej, det her går slet ikke. Vi kan ikke leve med den usikkerhed frem mod folkeafstemningen«. Vi var nødt til at få indkaldt til landsmøde og få afklaret det.
Landsmødet var oppe i Vig af alle steder. Det var en idrætshal lige uden for byen. Et meget intenst landsmøde. Også meget mediedækket. Det var jo den danske europapolitik, der stod på spil.
