Sangskriver, musiker og feminist Karina Willumsen præsenterer fire af sine sange. Kilde: Politiken / Journalist: Nima Hajarzadeh, video: Karina Willumsen

Alle kan fare vild i åbne rumforløb

Revolutionen har brug for musik, mener den systemkritiske guitarsatiriker Karina Willumsen. Hun udgiver nu en håndfuld sange om queerfeminisme, åbne rumforløb i fastlåste rammer og folk, der jages af deres egne liv. Selv er hun familiens første akademiker, men kan egentlig bedst lide at optræde på en ølkasse eller i Bøssehuset.

Du ved, du er feminist, hvis du:

A) Er imod sexkøb, fordi det er en tjans, der smadrer unge kvinder.

B) Er for sexkøb, fordi et forbud bare betyder, at patriarkatet vinder.

C) Ikke ved, hvad du mener om sexkøb, fordi det er en meget kompliceret diskussion, og du forbeholder dig retten til ikke at ha’ en mening, før du er sikker på, at du er klogere end nogen.

Sådan lyder det i musiker Karina Willumsens syng med-slagsang ’Du ved, du er feminist’, som hun har sunget på ølkasser og kassevogne til demoer, fagforeningsmøder, kvindefester og arrangementer på den yderste venstrefløj det seneste år. Alene til årets 8. marts-fejring var der bud efter Willumsen til fire gigs i træk, fra LO’s croissanter fyldt med hønsesalat til biodynamisk unghanesuppe hos elitefeministerne. Fælles for arrangementerne var, at der blev grinet igennem.

»For mig handler det om at give stemme til en kritik. Den bedste satire er jo den, der også gør lidt ondt. Jeg oplever, at folk griner ad mine tekster. De griner ad sig selv og griner ad systemet, og jeg tror på, at der er en forandrende kraft i at blive opmærksom på det system, man er en del af«, siger Karina Willumsen.

Ja, hun har læst på RUC. 28-årige Karina Willumsen er guitarist, satiriker og albumdebuterende. Inden interviewet i dag, vistnok hendes første, har Willumsen bagt boller og inviteret på morgenmad og pulverkaffe i den lille andelslejlighed midt på Amager, som hun deler med sin kæreste. De har bygget en sofa af butikspaller, der ligger stakke med bøger, også feministiske klassikere fra 70’erne og 80’erne, og der er ikke noget fjernsyn.

Hun har lidt tømmermænd, da hun har været til et rødvinstungt feministarrangement aftenen før. Senere på dagen skal hun spille til en demonstration på Christiansborgs Slotsplads til et ’Nej til krigen i Syrien’-arrangement. Og sådan går dagene.

Karina, vil du egentlig gerne ændre verden?

»Der er et berømt citat af Camus, som lyder noget i retning af: »You have to become so absolutely free, that your very existence is an act of rebellion«. Det kan man selvfølgelig godt kritisere som et liberalt og selvoptaget projekt, at ville befri individet og koncentrere sig om sig selv. Men hver gang jeg koncentrerer mig om at smadre mine egne rammer, giver jeg noget vigtigere til andre mennesker. Og måske får de øje på deres egne rammer«.

I går udgav Karina Willlumsen så sit debutalbum, ’Sociale rekvisitter’. Det udkommer naturligvis ikke bare på et pladeselskab. Nej, det udkommer hos foreningen Demos på den alleryderste venstrefløj. Og Willumsens album er faktisk den første udgivelse i 38 år fra Demos, der tidligere har stået bag legendariske venstrefløjsudgivelser som ’Røde Mor’, ’Slumstormersangene’, ’Bøssepladen’ og ’Sangene om 1. maj’.

Der er med andre ord en tung arv at løfte. Men Karina Willumsen skriver systemkritiske sange om moderne menneskers mas med diagnoser, E-numre, ikkebinær kønsidentitet og loft til kip. Men i modsætning til 70’ernes og 80’ernes politiske sange gør Karina Willumsen det på en sjov måde, hvor hun får lytterne til at grine ud over blot at blive politisk indignerede.

For et par måneder siden blandede hun sig i debatten om juridisk abort og om, hvorvidt kvinder skulle være genetisk programmeret til at gå hjemme med børn. Det var Liberal Alliances Joachim B. Olsen, som fik kærligheden at føle med sangen ’Min genetik og mig’.

»Joachim, du er stor og stærk og flottere end Claus Hjort./ Jeg drømmer om at være den, der skriver dine julekort./Jeg vil være din kvinde og ta’ min tørn./ Jeg vil lave mad og hente børn. Tidligt, meget, meget tidligt«, sang hun.

Sangen var skrevet som en kærlighedserklæring og et ægteskabstilbud til LA-politikeren, og på den måde fik Willumsen hul igennem til andre end the usual suspects i kønsdebatten.

»Jeg er virkelig ikke debattør. Det har aldrig været mig at stå i et radiostudie og råbe ad hinanden. Debatten er alt for polariseret efter min smag. Men satiren er et godt redskab, der kan virke som en trojansk hest. Alle hører efter, når noget er sjovt, uanset politisk ståsted. Måske er det mit revolutionære projekt at kortslutte den måde, som medierne hele tiden sætter os op mod hinanden på, når vi i stedet burde tale sammen«.

'Absolute Music' 10 og 11

Karina Willumsen er opvokset i et arbejderhjem i Odsherred. Familien havde absolut ikke klaver, kun to cd’er faktisk.

»Det var ’Absolute Music’ 10 og 11, og de blev kun sat på, hvis vi havde gæster. Vi hørte ikke særlig meget musik derhjemme. Suzanne Bjerrehuus skrev bogen ’Livet i mine mænd’. Jeg kunne skrive en ’Livet i mine pædagoger’. Jeg er, som mange andre i min generation i høj grad et produkt af mine pædagoger. Der var Lotte og Egon og Jytte og Dorte og Rolf og Rita. Jeg var nok et ret underligt barn, og med de normeringer, som pædagoger har i dag, var det slet ikke gået«.

Foto: ADRIAN JOACHIM

Karrieren som satirisk protestsanger startede allerede på fritidshjemmet som 8-årig. Pædagogen Egon gik rundt med en kaffekop med et billede af en mand, som lå helt fordrukken hen over et bord med tømmermænd og flasker over det hele. Der stod ’Offentligt ansat’ på koppen.

»Hvad betyder ’Offentligt ansat’, Egon«, spurgte den nysgerrige skolepige og fik at vide, at det var en, der arbejdede for kommunen. Så lærte Egon hende fire akkorder på en guitar, og hun skrev sin første sang.

Karina Willumsen finder guitaren frem, stemmer den og begynder at synge sin allerførste sang:

»Han er offentligt ansat, ja han er offentligt ansat/ Han sidder ved sit bord med øl og brændevin, for han er jo et svin, men det er jo fordi ... (syng med!) han er offentligt ansat, ja, han er offentligt ansat, han tjener næsten ingen penge, men han har været der længe«.

»Jeg havde jo ingen billeder inde i hovedet, fordi jeg var et barn, men jeg vidste, at han skulle fyres, for det blev de offentligt ansatte, så det sang jeg. Den blev et kæmpehit blandt de voksne på fritidshjemmet. Jeg må have været et sært barn, som jeg stod der og sang med en kæmpe voksenguitar og altid hang op ad de voksne. Men de rummede mig og tog mig alvorligt og lærte mig, at musik er vigtigt, og at det er vigtigt at øve sig og skrive sange«.

Hvad sagde de andre børn?

»Det ved jeg ikke. Jeg legede ikke rigtig med dem. Du må forstå, at hvor jeg kommer fra, gælder det om ikke at skille sig ud. Mens det i den kulturradikale elite er det værste, der kan ske: at få et barn, der ikke skiller sig ud. Jeg kommer fra et hjem, hvor man helst ikke talte politik, og hvis man syntes noget, skulle man gerne gøre det lidt stille«.

Der, hvor jeg kommer fra, gælder det om ikke at skille sig ud. Mens det i den kulturradikale elite er det værste, der kan ske: at få et barn, der ikke skiller sig ud

Familiens første akademiker

Karina Willumsens mor skaffede datteren en guitar, fandt sine gamle 70’er-sanghæfter frem fra loftet og begyndte at øve med sin datter. Siden så Karina Willumsen sig ikke tilbage, men skrev sange og lærte akkorder og øvede.

»Min mor læste på et tidspunkt videre fra sygehjælper til social- og sundhedsassistent. Det betød, at for første gang nogensinde var der bøger hjemme hos os, og jeg læste dem alle sammen. Men det var sådan nogle underlige bøger om ældrepleje og det psykiatriske system og den offentlige sektor. Så jeg begyndte at skrive sange om at være psykisk syg, medicin og diagnoser med ord som ’truxal’, ’endogen’ og ’ergoterapi’«.

Hun har i dag skrevet flere hundred sange, men studerede international politik og kommunikation på RUC, ikke musik på en kunstnerisk uddannelse.

»Jeg er den første akademiker i familien. Mine forældre har altid bakket mig op i at gøre det, jeg havde lyst til. Men jeg tror ikke, jeg vidste, at der fandtes kunstneriske uddannelser. Vi vidste, at kloge børn kom på universitetet, så det kom jeg. Men jeg er også vokset op blandt folk med en masse besværligheder, folk på kontanthjælp og børn, der blev fjernet fra hjemmet. Derfor skriver jeg om systemet, der pisser på folk og finder på diagnoser for ting, som blot er en del af den menneskelige eksistens«.

Et eksempel er nummeret ’Særlig sensitiv’ om diagnoser, sygdom og krebs i ascendanten. Willumsen er ikke glad for vores forestillinger om ’det lykkelige liv’.

Foto: ADRIAN JOACHIM

»Måske er det mest progressivt at insistere på, at vi fandeme ikke gider være lykkelige hele tiden. Hvis man vil være vred om tirsdagen, skal man sgu have lov til det! Er man ulykkelig, er det måske, fordi det giver mening at være ulykkelig! Er man rasende euforisk eller mellemfornøjet, er der nok en god grund. Vi kan bruge de her følelser politisk«.

Jeg ved godt, at det private er politisk, men hvordan kan man bruge sine følelser politisk?

»Når vi bliver triste, bange og vrede, er det jo ofte et symptom på noget ydre, der presser os. Det er ikke for sjov, at der er et begreb, der hedder ’politisk depression’. Der er faktisk god grund til, at folk bliver ulykkelige, rasende og stressede. Vi har grund til at være vrede over et system, der ikke giver os tid til at tænke, mærke efter og lede efter det vildeste og smukkeste i hinanden. Jeg er træt af, at vi får anvist individuelle løsninger på strukturelle problemer. Vi har brug for at handle på det her i fællesskab, vi har brug for utopifaser og at gentænke det hele og ryste posen. Jeg synes, vi skal ryste posen«.

Willumsen mener, at vi kun kan tillade os at tage en pause fra hamsterhjulet, hvis vi går på barsel eller går ned med stress. Hun fortæller om et opslag fra Dansk Psykologforening, der reklamerede for et kursus, hvor folk kunne lære at håndtere deres »problematiske vrede« på en konstruktiv måde.

»Men hvem bestemmer egentlig, hvad der er problematisk, og hvilken løsning der i så fald er konstruktiv? Hvornår er man for vred, og kan man overhovedet være for vred, hvis der er en god grund til at være det?«.

Plankegulve, kip og køkkenalrum

Karina Willumsen mener, at barndommens guitarsolonørderi begyndte at lette efter 7. klasse. Der havde hun spillet på guitar uafbrudt siden 2. klasse.

»Men så blev det sejt at kunne noget, og jeg var blevet virkelig god til guitar, og så vendte det. Jeg fik et band og deltog også i forskellige talentkonkurrencer på musikskoler og optrådte på Vig Festival«.

Som ung tilflytter til København blev Karina Willumsen politisk aktiv og guitaristaktivist. Hun har i årevis slået sine folder i Bøssehuset på Christiania, hvor hun har lavet teater, og i Kvindehuset, hvor hun har lavet koncerter. Hun har arrangeret aktioner og demonstrationer og begynder så nu at tage rejsen fra undergrund og ud i en lidt bredere offentlighed. Hendes kritik er dog uforandret.

»Jeg synes, mange mennesker lever inden for nogle meget smalle rammer. Det er et underligt system, vi har. Alt for mange prøver at passe ind og finde en plads. Den der ensretning er vildt uhyggelig. Og så er det, at man farer vild i sit åbne rumforløb«.

Den bliver du vist lige nødt til at uddybe?

»Jeg har arbejdet som tekstforfatter for en ejendomsmægler, hvor jeg skulle ringe til folk og spørge om ting som: »Det er en ret spændende bordplade, det der hva’?«. Eller: »Fortæl mig om dine plankegulve og grebsfri elementer«. Når man gør det, går det op for én, hvor uhyggeligt ens vi indretter os. Alle køber den samme rammefortælling: Vi skal fritlægge vores bjælker og åbne til kip og lave et køkkenalrum«.

Det blev til sangen ’Er du fanget i dit åbne rumforløb’, som handler om at føle sig fanget i en scenografi, der burde gøre en lykkelig, men egentlig ikke gør det. Trods total hulrumsisolering, smukke børn og et flot hjem.

»Folk lever jo helt ens! Vi køber en drøm. Men vi drømmer jo om noget helt andet. Om mere tid og kærlighed og at røre ved hinanden og ligge midt i stuen og give hinanden en vildt god krammer. Men vi skal hele tiden være dygtige og anerkendes og nå til yoga. Det er sgu et symptom på et sygt samfund, når fjollede moderne mennesker skal så mange krumspring igennem for at nå hen til et sted, hvor de kan slappe af i 50 minutter«.

Musikeren sukker. Hun mener, at moderne mennesker har svært ved at mærke deres kroppe.

»Det industrielle samfund har adskilt krop og hoved i en grad, så folk har glemt, hvad de bruger begge dele til. Folk låser sig jo ikke med vilje, men de føler sig jaget af deres eget liv. Vi skal have en kropsrevolution og en tidsrevolution og en pladsrevolution og en kærlighedsrevolution. Og selvfølgelig en feministisk musikalsk revolution. Men så behøver vi heller ikke flere«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce