Det er både 40 og 50 år siden, men det smerter ham stadig.
Philip Glass og jeg sidder i en bås for os selv i en hotelvestibule i Genève, og selv om han har brugt indtil videre et halvt liv på at prøve at fordrive stigmatiseringen fra de tidlige og ja, for den sags skyld karrierens mellemste år, så går der en trækning hen over ham, når han taler om det.
»Du må tænke på, at når jeg blev inviteret til at spille på et universitet, så var det aldrig musikafdelingen, der ringede til mig. Det var altid fra kunst eller design. Og når jeg mødte op for at spille, hang der store plakater i gangene, hvorpå fakultetets ledelse havde skrevet: ’Musikstuderende er ikke forpligtede til at overvære Mr. Glass’ koncert i aften’. De gjorde virkelig, hvad de kunne for at fraråde det«.
Og for at gøre ydmygelsen total formente man ham adgang til prøvelokalerne.
