Allernederst i det ene hjørne af de to farvemættede, syede baner er der broderet er meget lille rødt ’M 15’. Det står der helt diskret og bærer ikke reelt vidnesbyrd om det meget omfattende stykke håndarbejde i den forfinede petit point-teknik,der ligger bag værket. De to broderede baner udgør sammen med et midterstykke med en såkaldt Luther-rose det nye alterforhæng, et antependium, der er bestilt af slotskirken i Wittenberg i delstaten Sachsen-Anhalt i Tyskland, hvor man er på vej til at fejre 500-året for reformationen. Bag M’et gemmer sig Danmarks statsoverhoved.
Fra sommeren 2015 og kort ind i det nye år arbejdede dronning Margrethe intenst med antependiet.
»Det har været fantastisk at få lov til at arbejde så specielt et sted. Smigrende at blive spurgt! Reformationen er ikke bare vigtig, men også interessant og spændende. Derfor har det virkelig sagt mig noget at løse denne opgave«, siger dronningen.
Slotskirken i den sydøsttyske by har en helt central position i kirkehistorien og i hele den vestlige verden gennem de seneste 500 år. Det var her, teologen Martin Luther (1483-1546) i 1517 slog sine 95 radikale teser om handelen med aflad op på kirkedøren som et led i opgøret med den altdominerende og magtfuldkomne katolske kirke. Denne symbolske og dramatiske handling vandt hurtig opbakning og førte til dannelsen af de første protestantiske kirkesamfund i de daværende tyske stater. I de følgende år tog denne udvikling fart, så reformationen efterhånden fik afgørende indflydelse på den europæiske historie. Reformationen gennemførtes i Danmark af Christian III i 1536.
