Telefonen ringer et sted ved den californiske stillehavskyst. Brrr-brrr-brrr. Og så går telefonsvareren ellers på.
»This is Greta Andersen Swim School, I’m not ...«, fortæller en ældre kvindestemme. Jeg indtaler en høflig besked, en hilsen fra det gamle land i Norden, lægger stille på og beslutter mig for at prøve igen næste dag.
Men det samme gentager sig. Ringetonen afbrydes af telefonsvareren – og jeg tænker på, om det er en telefonsvarer, der ikke er i brug mere, men som bare er blevet glemt og derfor udfører sit arbejde pligtskyldigt, men til ingen verdens nytte. »Det er mig igen«, siger jeg dog for en sikkerheds skyld, for man ved jo aldrig.
Da det så bliver aften, tænker jeg: Det er nu, de står op ovre i Los Angeles i Californien og spiser morgenmad, og det gælder også ældre danskere, der er vokset op i Valby, og som måske følte Danmark ’stramme’.
