Den er ikke sådan lige til at få øje på i det lange, lavloftede kontor. Døden. Men den er her. På øverste etage af Den Sorte Diamant. Et sted mellem kontorets tætpakkede reoler og de stabler af bøger og stakke af papir, der rejser sig meterhøjt af de dybe vindueskarme langs den flade vinduesrække, hvor man som fra en færge stirrer ud i en skive af gråvejret over Københavns Havn.
Da vi mødes, er det kun en uge siden, at Erland Kolding Nielsen fik besked om, at han lider af uhelbredelig kræft. Og at hans tid er kort. Hvilket nu ikke umiddelbart synes at have kastet ham ud i voldsomme følelser og svimlende overvejelser om altings udløbsdato. Snarere at have fået stakken af lavpraktiske gøremål til at vokse i hans indbakke.
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
