Da Øvig Knudsen for fem år siden lancerede første bind af sine dokumentarbøger om ungdomsoprøret, var hans bog ’Hippie’ forsynet med undertitlen ’Tre år og 74 dage der forandrede Danmark’. Forfatteren konkluderede dengang på sit store arbejde med sluttressernes ungdomskulturer, at kun internettet og den digitale revolution kunne måle sig med Ungdomsoprøret i betydning for efterkrigstidens Danmark.
4. oktober udkommer Øvig med et nyt dokumentarisk mammutværk, ’BZ’, med undertitlen ’Du har ikke en chance, tag den’ og under-undertitlen ’Et familiedrama’.
I sammenligning med hans opskrivning af hippiernes oprør er det en forbløffende, men også noget slukøret konklusion, forfatteren i dag drager om 80’ernes ungdomsoprøreres reelle betydning for nutiden.
»Havde du spurgt mig for to år siden, ville jeg have sagt, at bz simpelthen var det vigtigste, der skete i firserne. Det var den mest omtalte oprørsbevægelse, det var dem, der satte dagsordenen for, hvad der blev diskuteret i 80’erne. Jeg mente, det var en afgørende historisk begivenhed. Nu er jeg faktisk blevet i tvivl. Jeg havde en praktikant fra journalisthøjskolen, Phillip på 23, tilknyttet projektet. Han kunne ikke engang udtale ordet bz ordentligt og havde aldrig hørt om noget som helst med tilknytning til bevægelsen. Kort efter holdt jeg et foredrag for et stort hold retorikstuderende. Jeg nævnte fem vigtige begivenheder med relation til bz for dem: besættelsen af Rutanafabrikken, lokummet, der blev smidt efter politiet ved Mekanisk Musikmuseum, dengang overborgmesteren fik buksevand ved indvielsen af Ungdomshuset, Allotria- tunnelen og belejringen af Ryesgade i 1986. Ingen af de unge universitetsstuderende havde hørt om det«.
