En løbetur viste sig at blive begyndelsen til enden. 19. oktober 2013 havde Villy Søvndal som så ofte før brugt sin frilørdag på lidt motion på vejene ved Sønder Bjert syd for Kolding Fjord, da hjertet pludselig gjorde modstand.
»Jeg fik ondt i brystet og tænkte: Det var da underligt. Det gør altså virkelig ondt«, fortæller Villy Søvndal.
Der gik lidt tid, så forsvandt smerten. Han løb videre. Overnattede hjemme. Kørte til København om søndagen. Så han var klar til at rejse til udenrigsministermøde i Luxembourg mandag morgen.
På papiret lignede den følgende uge så mange andre. Masser af møder med det jetset af udenrigsministre og topdiplomater, han selv var blevet en del af. Premierministre og pinger fra regeringernes, diplomatiets og velrenommerede internationale organisationers verden var på vej til København. Dusinvis af møder i regi af klimakonferencen Global Green Growth Forum ventede forude. Generalsekretær Ban Ki-moon fra FN skulle for eksempel lægge vejen forbi om tirsdagen, og et bilateralt møde med Søvndal stod naturligvis i kalenderen.
