Det fødes - som alle katastrofer - i stilhed og helt uden for de levendes rækkevidde.
'Nordkaperen' ligger opankret i Ao Sane-bugten ud til Andamanerhavet og med udsigt til det sydligste punkt på Phuket. Jeg bor i en bambushytte, et stenkast fra bugten, hvor brændingen skyller ind over klipper og koralrev. Juleaften er lykkeligt overstået. Det er som regel noget knold i troperne, og dagen derpå, juledag, har jeg hjulpet til med at installere et navigationsprogram kaldet Tsunamis 99 på 'Nordkaperen's computer.
Vi er enige om, at det er et uheldsvarslende navn for et system af elektroniske søkort til at navigere rundt på verdenshavene med. At også moderne søfolk er overtroiske er mere end en myte.
Senere samme dag har vi vinket farvel til kaperen, der har sat kursen mod en palmeø, hvor de vil ankre op i en lille lagune, vi kender, foran en hvid strand med koralrev turkisblåt vand og koralrev. Den nye besætning skal have en god start på togtet.
