»Ranko. Ranko«.
Nedziba Salihovic græder. Af bevægelse og sorg, men også af glæde over at møde Ranko, en gammel nabo, hun ikke har set i otte år. Hun rækker armen ud af det nedrullede vindue for at hilse på den serbiske mand.
Han stirrer forvirret ind i bilen, der er standset ud for ham. Kan ikke tro sine egne øjne. Så griber han tøvende den muslimske kvindes hånd.
»Nedziba«, mumler han skeptisk, nærmest for sig selv. Som forsøger han at holde billedet af kvinden i bilen op mod et andet billede, som i mange år har ligget gemt væk i den allerbagerste erindring.
Nedziba stiger ud. Hun tager igen Rankos hånd og klemmer den i begge sine. Hun har tørret tårerne væk, og nu er hele det runde, rødmossede ansigt ét stort smil.
Ranko er en ældre herre, middelhøj og spinkel, men med fremskreden ansats til mave. Hans olivengrønne, uldne uniformsbukser er stukket ned i et par store gummistøvler. Både pulloveren og skjorten er nusset og slidt. På hovedet bærer han en grøn skråhue med påsyet falmet rød stjerne. Manden var engang soldat i den tidligere kommunistiske jugoslaviske hær.
Ranko tager huen af. Han knuger den i hænderne. Hans glæde over at møde Nedziba er ikke udelt. Hun er en alt for levende påmindelse om forfærdelige begivenheder, der fandt sted her fra 1992 til 1995. Han flytter forlegent på gummistøvlerne.
Den bosnisk-muslimske kvinde og den bosnisk-serbiske mand står over for hinanden på vejen mellem de to små landsbyer Kunjerac og Prisoje, godt ti kilometer fra Srebrenica i det østlige Bosnien. Før borgerkrigen her brød ud i begyndelsen af 1992, var dette område blandet muslimsk og serbisk. Kunjerac var hovedsageligt, men ikke udelukkende, beboet af muslimer; med Prisoje var det omvendt. De to små landsbyer ligger dybt inde i Republika Srpska - den del af Bosnien, som efter krigen blev serbisk. Herfra er der kun få kilometer til grænsen mod Serbien. I dag er området etnisk rent. Her bor der ikke længere muslimer.
Nedziba og Ranko står og taler sammen skråt over for Rankos hus, en fattig, hvid rønne på den anden side af vejen. Grunden flyder med skrammel og affald. En par høns tripper i mudderet på jagt efter regnorme. Rundt omkring på bakkerne ligger nabohusene spredt. Eller rettere: Ruinerne af nabohusene, for næsten alle sammen er ødelagte, brændt ned, bombede. Eller sprængt i luften med dynamit.
Ranko tør langsomt op. I takt med at Nedziba spørger til gamle venner og naboer, slapper han af og kan indimellem ikke undertrykke et smil. Nedziba peger rundt på de udyrkede marker og vil vide, hvorfor i alverden Ranko og de andre serbere ikke dyrker jorden. Men det kan ikke nytte noget, forklarer han, for lige så snart de planter eller sår, kommer vildsvinene ned fra de skovklædte bjerge og æder det hele. Hun spørger til hverdagen i Republika Srpska, og det fine net af smilerynker om Rankos øjne glattes ud. Det er hårdt, forklarer han. Et elendigt liv.
Hun griber ned i sin taske. Hiver en pose slik op og giver den til Ranko. Han tager imod posen med et genert grin. Så finder Nedziba sin pung frem. Den muslimske flygtning trykker en pengeseddel ind i den serbiske mands næve. Ranko protesterer, men kun kortvarigt. Han stikker pengene og slikket i lommen.
Nedziba fortæller ham, hvordan det er gået hende, siden de sidst sås. Hvordan serberne jog hende og hendes familie ud af deres hus i 1992. Hvordan de flygtede ind til Srebrenica, som den bosnisk-muslimske hær dengang holdt, og som i 1993 af FN blev udråbt til et såkaldt 'sikkert område'. Hvordan hun og tusinder andre muslimer i juli 1995 blev forrådt, da FN på det groveste svigtede sit løfte om at beskytte Srebrenica, så serberne kunne erobre byen, massakrere over 7.500 indbyggere og deportere resten. Om hvordan hun siden har levet som flygtning i Sarajevo.
Til sidst kan hun ikke lade være med at spørge sin tidligere nabo og ven:
»Ranko, hvorfor hjalp I os ikke?«.
Det er ikke noget rart spørgsmål at få stukket ud. Ranko hæver stemmen. Gestikulerer. Hvis de havde hjulpet deres muslimske naboer, da de blev fordrevet, var de blevet slået ihjel af de serbiske soldater og paramilitære, nærmest råber han. De havde ikke andet at gøre end at dukke hovedet. Den fattige serber slutter talestrømmen af med det ene ord, som for ham rummer forklaringen på alverdens urimeligheder og ondskab.
»Politik«, siger han og trækker på skuldrene.
Nedziba nikker. Så langt forstår den muslimske kvinde og den serbiske mand hinanden.
Før borgerkrigen boede der i Srebrenica og de allernærmeste små landsbyer omkring 37.000 mennesker, hvoraf tre fjerdedele var muslimer, resten kristne serbere. I begyndelsen af krigen, i foråret 1992, besatte serberne byen og de omkringliggende områder. Men muslimerne erobrede snart enklaven tilbage, jog de serbiske indbyggere ud og holdt den indtil juli 1995.
Langt størstedelen af det østlige Bosnien var imidlertid serbisk kontrolleret, og de muslimske beboere fra en række landsbyer - blandt andre Nedziba, hendes mand, Rifet, og de tre sønner, Kiram, Salih og Nisvet - blev fordrevet til den nu helt isolerede Srebrenica-enklave, hvor forholdene var elendige. Her levede de i måneder og år, stuvet sammen i byen og de allernærmeste omgivelser, under elendige forhold. Fra tid til anden dyngede serberne byen til med granater.
I juli 1995 angreb den bosnisk-serbiske hær Srebrenica. I løbet af få dage løb de serbiske enheder de dårligt udrustede hollandske FN-soldater, som skulle beskytte 'det sikre område', over ende. Den lovede militære støtte fra FN og NATO udeblev.
Da serberne nærmede sig, udbrød der panik blandt muslimerne i Srebrenica. Over 10.000 - fortrinsvis ubevæbnede mænd - begav sig natten mellem den 11. og 12. juli ud på en farefuld flugt fra Susnjari i udkanten af enklaven til den muslimsk kontrollerede by Tuzla. Hundreder blev mejet ned af serberne, andre dræbt eller lemlæstet af landminer. Mange blev taget til fange af serberne og senere henrettet. Adskillige muslimske mænd begik selvmord ved at skyde sig eller ved at trække splitten ud på en håndgranat.
Blandt de flygtende var Nedzibas tre sønner. Salih og Nisvet nåede frem til Tuzla, men ikke Kiram. Hans skæbne er ukendt. Liget af den dengang 23- årige unge mand er aldrig blevet fundet.
Sammen med sin mand Rifet, svigermor og svigerinde og titusindvis af andre muslimer begav Nedziba sig den 11. juli til Potocari, små fem kilometer fra Srebrenica. Her havde de hollandske FN-styrker hovedkvarter på den tidligere metalfabrik Tvornica Feros. Muslimerne håbede på FN’s beskyttelse.
Men da serberne onsdag den 12. juli ankom til Potocari, havde de frit spil. I løbet af de kommende dage gik de i gang med at skille mænd fra kvinder og børn. Om natten hørtes skud fra mange af områdets fabrikshaller. Mænd i hobetal blev henrettet her, andre kørt til de omkringliggende landsbyer, massakreret og begravet i massegrave. Kvinder blev voldtaget for øjnene af familie og venner. I busser og på lastbiler blev kvinderne og børnene deporteret til muslimsk kontrollerede områder.
Også Nedzibas mand, Rifet, blev plukket ud. Hun så ham aldrig mere. I alt mistede Nedziba 30 familiemedlemmer ved massakren i Srebrenica - heriblandt, foruden sin mand og søn, en bror.
En times tid før det tilfældige møde med Ranko uden for sin gamle landsby er Nedziba for første gang siden juli 1995 tilbage i Srebrenica.
Hun er aktivt medlem af organisationen 'Mødrene fra Srebrenica- og Zepa- enklaverne'. Én af flere organisationer, som blandt andet kæmper for, at arbejdet med at finde og identificere ligene af de mange tusinde savnede mænd fra Srebrenica, fortsætter. Det var under et interview om organisationens arbejde, at Nedziba bad om at komme med på turen til sin gamle hjemegn. På spørgsmålet om, hvordan hun ville have det, hvis hun på gaden i Srebrenica genkendte nogle af de serbere, som var med til at begå grusomhederne i 1995, svarede hun:
»Du skal ikke være bange. I dag er jeg mentalt stærk nok til at klare det«.
Nedziba er en lille, trivelig kvinde på snart 48 år, klædt i bluse og lang nederdel. Det kraftige mørke hår med grå stænk er samlet i en tyk fletning. Som hun, i lighed med bosnisk-muslimske kvinder fra landet, som regel gemmer under et tørklæde, når hun er sammen med andre. Men på turen til Srebrenica hænger tørklædet løst om halsen. Hun vil ikke vække opsigt. Der vrimler med serbiske nationalister og paramilitære i Republika Srpska, og de har et ikke ufortjent ry for at kunne finde på stort set hvad som helst. Herunder at forulempe en muslimsk kvinde, hvis de opdager hende.
Der er aldrig langt til tårer, når Nedziba fortæller om sin savnede mand og søn. Ellers er hun en både lattermild og snakkesaglig kvinde. Men da bilen kører forbi fabriksbygningerne i Potocari og få minutter efter ind i Srebrenica, er hun tavs.
Hun udpeger beredvilligt de forskellige bygninger i byen: sygehuset, skolen, hotellet. Det syv-etagers hus, hvor de boede. Og posthuset, hvor den franske general Morillon udråbte Srebrenica til 'sikkert område' og garanterede FNs beskyttelse. Men hun har det tydeligvis skidt med at være i byen.
Den er ikke meget mere end et par hundrede meter bred. På begge sider tårner de omkringliggende bjerge sig op. Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig den klaustrofobiske stemning i de overfyldte gader og huse under tre års konstant besættelse og bombardement.
De mange smadrede bygninger fra dengang er i dag i bedste fald nødtørftigt sat i stand. Men mange ligger stadig hen som ruiner. Da muslimerne flygtede i 1995, var der fire moskeer i byen, fortæller Nedziba. I dag er end ikke fundamenterne tilbage. Overalt flyder det med affald, bilvrag og træstammer, som skal hugges op til brænde. Mændene hænger på gadehjørnerne. Byen emmer af fattigdom og håbløshed. Nedziba får ikke øje på en eneste, hun kender. De fleste indbyggere er serbiske flygtninge fra andre dele af Bosnien.
I udkanten af Srebrenica støder et tidligere berømt kurhotel op til et lille skovområde. Tårerne løber ned ad Nedzibas kinder.
»Hvor gik jeg mange ture med min mand her. Jeg sidder bare og venter på, at han skal komme gående ned ad stien og hen mod mig«, græder hun fra bilens bagsæde.
Vi sætter kursen mod Nedzibas gamle landsby.
Lige uden for landsbyen er det, hun møder Ranko. Efter godt et kvarters tid tager hun afsked med serberen. Han bliver stående i vejkanten og kigger efter bilen.
»Ranko var en god nabo. Vi har spist meget brød sammen«, siger Nedziba stille.
Et par hundrede meter længere fremme ligger hendes hus inde på marken til venstre for vejen. Tolken og chaufføren Milorad behøver ikke at oversætte, hvad den muslimske kvinde mumler, da hun for første gang i otte år ser resterne af det, der engang var hendes, Rifets og de tre sønners hjem. Ordet er det samme på serbo-kroatisk og dansk:
»Katastrofe«.
Der er cirka 75 meter op til huset, der trykker sig ind mod bakkekammen. På den skrånende mark foran græsser en flok får. Der er ikke meget hus tilbage. Det bærende betonskelet. Enkelte af murene. Resten er sprængt i stumper og stykker, og der vokser ukrudt i de tidligere stuer. Nedziba græder. Selvfølgelig har hun vidst, hvad der ventede. Hvorfor skulle deres hus være skånet? Men derfra og så til at stå midt i det ... Lige nu fortryder hun, at hun kom.
En mand kommer gående op mod huset. Nedziba genkender ham.
»Ivan«, råber hun glad.
De to hilser hjerteligt på hinanden. Ivan er på alder med hendes sønner. De var venner.
»Han er en god dreng«, siger hun og giver hans arm et klem.
Også Ivan skal have lidt penge. Han protesterer voldsomt, men her hjælper ingen kære mor. Ivan er blevet far, siden de så hinanden for otte år siden, og traditionen byder, at man giver penge, når et barn er født. Nedziba nærmest propper sedlen ned i hans lomme. Sammen går de ned mod vejen.
Lidt længere fremme står Ivans kone sammen med en lidt ældre kvinde. Nedziba og kvinderne omfavner og kysser varmt hinanden. Den ældste hedder Borka - endnu en af Nedzibas gamle naboer. Hendes mand arbejder i Montenegro. Også deres hus er ødelagt, brændt ned. Det skete i 1993. Nu bor de sammen med en anden familie i en lejlighed i Bratunac, få kilometer væk.
»Det var muslimerne. Som hævn«, siger Nedziba. Og ryster på hovedet.
Efter ti minutter siger hun farvel til de tre. Der er lige en ting til, der skal nås, inden turen går tilbage til Sarajevo.
Et par hundrede meter væk, for enden af marken, flyder Drina, floden der skiller Bosnien og Serbien. Midt på marken ligger resterne af to små huse. Det ene var en gang Nedzibas sommerhus.
Hun går rundt om ruinbunken. Peger for at markere, hvortil haven en gang gik. Nu er der stubmark. Hun peger igen. Her lå terrassen. Stubmark. Hun er tavs. Græder heller ikke.
Vejen ned til de to huse går ad en mudret markvej. Bilen kan ikke køre helt ned til husene, hullerne i vejen er for dybe. Tolken Milorad er blevet tilbage ved bilen. Det er ligegyldigt. Det hele kan alligevel læses i Nedzibas ansigt som i en åben bog: Fridagene i det lille sommerhus med Rifet og ungerne. Fisketurene. De tre drenge, der bader i floden. De lune sommeraftener med grillmad på terrassen. Livet før krigen.
Nedziba kaster et sidste blik ned mod Drina. Så vender hun om og går tilbage til bilen.
Publiceret 11. juli 2015
