»Ranko. Ranko«.
Nedziba Salihovic græder. Af bevægelse og sorg, men også af glæde over at møde Ranko, en gammel nabo, hun ikke har set i otte år. Hun rækker armen ud af det nedrullede vindue for at hilse på den serbiske mand.
Han stirrer forvirret ind i bilen, der er standset ud for ham. Kan ikke tro sine egne øjne. Så griber han tøvende den muslimske kvindes hånd.
»Nedziba«, mumler han skeptisk, nærmest for sig selv. Som forsøger han at holde billedet af kvinden i bilen op mod et andet billede, som i mange år har ligget gemt væk i den allerbagerste erindring.
