»Jeg vågnede op efter sygdommen, da jeg var femogfyrre år gammel, rolig og tilregnelig og nogenlunde rask bortset fra en svag lever og det præg af at leve i lånt kød som er fælles for alle der overlever Sygdommen.«
Sådan lyder en af de mest berømte indledninger i verdenslitteraturen. Den er helt oppe at ringe på listen over kendte begyndelser sammen med Dickens »Det var den bedste tid, det var den værste tid«, fra romanen ’To byer’ og Hunter S. Thompsons »Vi var i nærheden af Barstow i udkanten af ørkenen, da stofferne begyndte at virke«, som kickstarter den sardoniske undergangsfortælling om ’Frygt og lede i Las Vegas’. Ophavsmanden til citatet er rigsmandssønnen William Seward Burroughs, opdraget som en vaskeægte southern gentleman, uddannet på privatskoler og Ivy League-universitetet Harvard, inden han lod sig synke ned på samfundets bund, hvor han fungerede som ufaglært alt-mulig-mand og gjorde sig de erfaringer, som skulle blive udgangspunktet for først hans spektakulære litterære debut ’Junkie’ og altså siden gennembruddet og hovedværket ’Nøgen Frokost’ fra1959, som ovenstående passus hidrører fra.
Den sygdom, der refereres til, er narkomani, afhængighed af junk, hvilket i forfatterens vokabular er: »en fællesbetegnelse for opium og/eller derivater med samt alle syntetiske former … morfin, heroin, dilaudid, eukodal, pantopon, diocodid, diosan, opium, demerol, dolophin, palfium«. Det var i sig selv forholdsvis overraskende i New Deal America på kanten til de turbulente tressere at skildre stofafhængighed med en næsten nørdet detaljeringsgrad, men det var i særklasse ikke god tone at gøre det uden den mindste form for fortrydelse.
Men det gjorde William S. Burroughs. Og hans første bog om livet som stiknarkoman og homoseksuel i slutfyrrenes New York har som undertitel ’En ikke omvendt narkoman og homoseksuels bekendelser’. Den udgav han under pseudonymet William Lee på et trivial-forlag. På det tidspunkt havde han blandt meget andet været down and out i midten af storbyen sammen med kumpanerne Allen Ginsberg og Jack Kerouac, som siden blev beat-litteraturens Fader, Søn og Helligånd. Og ingen af dem anede, at det siden skulle blive til verdensberømmelse og legendestatus – for alles vedkommende.
