Tre meter høj bliver den. Eller ti fod, som man siger i Detroit, hvor bronzestatuen af Robocop bliver rejst til sommer.
Her kan den skue ud over en urban ruin, hvor teknologien tjente apokalypsen ved at lade robotter overtage arbejdet fra industribyens arbejdere.
En apokalypse, som Paul Verhoevens film forudsagde i 1987, hvor Detroit-betjenten Robocop blev enhver drengs yndlingslegetøj. Ham vi efterlignede i skolegården med maskinelle bevægelser og en attitude af udødelighed. For Robocop var halvt menneske og halvt maskine, og han kunne ikke slås ihjel.
At Robocop også var cyberpunkens revolutionshelt i 80’erne, vidste vi intet om. Vi misforstod faktisk fuldstændig, hvad han i virkeligheden var for en størrelse. Og det gjorde vores forældre også. De forkastede ham som spejlblank actionfigur fra Hollywoods underholdningsindustri. De overså, at han var en moderne Jesus af stål og software. En humanistisk soldat, som vendte sig mod den teknologiske kultur, der skabte ham, og insisterede på at være menneske.
