»We’ll meet again ...«.
Budskabet var ikke til at misforstå, da en stærkt vemodig Søren Pind en forårsdag i 2011 gjaldede Vera Lynns klassiker fra 1939 ud over medarbejderne i Udenrigsministeriet. Et sted, ’frihedsministeren’ på udviklingsområdet var kommet til at holde voldsomt af, men som han nu var blevet pålagt at forlade.
»... Some sunny day« ville Pind igen blive politisk chef på Asiatisk Plads.
Umiddelbart kunne scenariet – at Søren Pind vender tilbage, denne gang i drømmejobbet som udenrigsminister – da også ligne en regulær no-brainer i forbindelse med et kommende regeringsskifte, hvor Venstre efter alt at dømme skal besætte samtlige ministerposter.
Søren Pind er partiets ubestridt største udenrigspolitiske profil; en markant ordfører på området gennem flere år, en ideologisk tænker, der kan sin Kissinger, en retoriker, der kan fyre flammetaler af. Solid på substansen. Stærkt optaget af at gøre verden til et mere frit sted.
Almindelig logik tilsiger, at han er selvskrevet til at blive en venstreregerings udsending rundt omkring på kloden.
Men almindelig logik omgærder ikke Søren Pind. Og spørger man i folketingsgruppen og i partiets ledende cirkler, lyder den udbredte vurdering, at Søren Pind med en sand kamikazestil og gentagne tvister med ledende figurer i Venstre de seneste måneder er ved at spille sig selv af banen til den eftertragtede post.
Den karismatiske følelsespolitiker Pind bliver af talrige interne kritikere, der ikke vil stå frem ved navn, beskrevet med ord som »tikkende bombe«, »drama queen« og »hofnar«. En mand, der som oppositionspolitiker dag for dag er blevet mere og mere »outreret« i sit politiske arbejde.
Ord som dem kendetegner sjældent landets udenrigsminister, som skal mestre evnen til at gå en delikat politisk balancegang.
»Han har til tider været fuldstændig fanatisk. Han farer op som trold af en æske med sager, som ikke nødvendigvis er Venstres politik. Og han får lov til det, indtil det kammer over og Lars (Løkke, red.) må sige: Så går den ikke længere«, siger et medlem af folketingsgruppen.
Så er bedømmelsen fra gruppesekretær Lars Christian Lilleholt, der har kendt Søren Pind siden 1988, mere positiv:
»Han er en enormt vidende og dygtig politiker. En af Venstres bedste ideologiske hjerner. Han ved, hvor han vil hen. Han ved, hvad han vil. Nogle gange trækker han så tingene lige til kanten og – måske også lidt over«.
Er det et problem for partiet?
»Nej, altså, Søren Pind er en kæmpe styrke for Venstre. Og hvis han en gang imellem forstod at holde sin mund i den rigtige sammenhæng, vil hans styrke blive endnu større«.
Populær og non grata
I et parti, hvor værdien af politiske aktier suverænt styres af formanden, har Søren Pinds papir altid været et af de mest ustabile på markedet.
Han vandt stor respekt som borgmester i København, hvor han med flere afgørende forlig har sat varige aftryk på byen. Under Anders Fogh Rasmussens lederskab var tesemageren Pind populær blandt græsrødder, men persona non grata i partitoppen. Rehabiliteret af et politisk lederskifte gjorde han comeback som velfungerende minister under Lars Løkke Rasmussen i VK-regeringens sidste år.
Livet i opposition har vist sig svært for Søren Pind. Og det seneste halve år tyder meget på, at aktiens kurs har taget et regulært dyk.
En historie fra Venstres gruppeværelse går, at partiets stærke mand, Claus Hjort Frederiksen, mindst et par gange den seneste tid har brudt ind med højlydte kommentarer, når Søren Pind har afleveret en udenrigspolitisk beretning.
»Nå, Søren, skal vi i krig nu?«.
Tilsyneladende et hint om, at udenrigsordføreren er ved at blive lovlig offensiv i sine meldinger. Der har da også været rigeligt med sager, hvor Søren Pind er kommet på kollisionskurs med ledelsen. Et hurtigt rids fra 2014:
I februar vakte udenrigsordføreren furore ved at kræve et åbent samråd, fordi SF’s Holger K. Nielsen ved sin ministertiltrædelse fyrede en humoristisk bemærkning om det »paradisiske« Cuba af. Pinds udfald blev stemplet som useriøst – hvorefter han trak samrådet i sig igen.
Mange partifæller fandt det også over stregen, at Søren Pind anklagede regeringen for ligefrem at bære et »ansvar« for uhyrlighederne i Syrien – fordi Danmark for længe havde set passivt til.
Når det gælder børnechecken, har Lars Løkke opfordret V-medlemmerne til at støtte et konservativt forslag om at trodse EU og bevare det danske optjeningsprincip. Pind advarede kraftigt mod ideen i en intern mailkorrespondance, der blev lækket til Ekstra Bladet. Siden er Pind endt med at støtte partiets officielle linje og vil nu stemme ja til forslaget.
I Ukraine-spørgsmålet tilkendegav Søren Pind, allerede inden konflikten for alvor blussede op, kraftig støtte til Ukraine. Så kraftig, at ledelsen ifølge flere venstrefolk måtte irettesætte på et gruppemøde med budskabet om, at der er to sider i konflikten. Indtil for kort tid siden var Pinds facebookprofilbillede stadig Ukraines flag – ved siden af et såkaldt coverfoto af tre døde børn fra et syrisk giftgasangreb.
Det gav også ballade i Venstre, at Søren Pind i januar foreslog at liberalisere lejeloven og give udlejerne ret til selv at fastsætte huslejen. »Det er en ren Søren Pind, det der«, sagde Lars Løkke uden for Venstres gruppeværelse, da han dementerede udenrigsordførerens huslejeforslag. Indenfor døren blev Pind eftertrykkeligt sat på plads af formanden, der – helt uden at nævne Søren Pinds navn – berettede, at han havde brugt sin formiddag på personligt at skrive et dementi til Lejernes LO.
Endelig glemmer få Søren Pinds hårde dom over de droneangreb, som USA’s præsident Obama har gjort til en væsentlig del af sin sikkerhedspolitik. Pind har stemplet angrebene som »snigmord«, hvilket angiveligt ikke har forbedret anseelsen hos Danmarks vigtigste allierede.
Pind misser dydens smalle sti
En liste som ovenstående rimer ikke ligefrem på diplomati, lyder advarslen fra mange partifæller. Ledende venstrefolk anfører, at juristen Pind vil kunne fungere bedre i rollen som eksempelvis justitsminister – perfekt egnet til en værdipolitisk offensiv på det rets- og udlændingepolitiske område.
Samtidig lyder analysen, at udenrigspolitikken under Lars Løkke Rasmussens formandskab er neddroslet. Løkke er kendt som en udpræget indenrigspolitiker og aftalesnedker. Han ønsker sig ikke nødvendigvis en udenrigsminister på ideologisk korstog. Det ses allerede nu, påpeger et gruppemedlem.
»Partitoppen ønsker, at udenrigspolitikken skal være rolig. Vi skal ligesom tale om det, der tæller: velfærd og vækst. Vi kører strømlinet i kampagnemode. Der skal man ikke gå uden for dydens smalle stil, og det gør Søren. Og når han gør det, er det ikke med en centimeter. Det er med en kilometer«.
Spørger man Søren Pind selv, bekræfter han, at han »gerne« vil beskæftige sig med udenrigspolitik også efter valget – men fordelingen af poster er op til Lars Løkke Rasmussen.
Til kritikken af, at han agerer som et løsgående missil og ikke egner sig til at være udenrigsminister, svarer Søren Pind:
»Det giver ikke mening for mig at være folketingsmedlem, hvis jeg ikke må sige, hvad jeg mener. Jeg taler ikke om at rable løs om alting. Men jeg insisterer på, at der er en grundkerne, der er grunden til, at jeg er folkevalgt. Hvis man er minister, siger man ja til noget andet. Man siger ja til at repræsentere kongeriget og hele regeringen. Den pris gjorde jeg op med mig selv, da Lars Løkke Rasmussen i sin tid ringede og spurgte, om jeg ville være minister. Og dengang var der vist ikke udfald af større rækkevidde«.
Udenrigsministerkandidat søges
Da tidligere klimaminister Lykke Friis (V) forlod Folketinget i 2013, skrev tidligere Fogh-spindoktor Michael Ulveman en facebookopdatering med ordene »udenrigsministerkandidat søges. Mvh. Lars Løkke«.
Var Friis blevet i politik, ville hun med stor sikkerhed blive udenrigsminister i en kommende venstreregering. Men hendes farvel til politik illustrerer det, der kan blive Søren Pinds redning i spillet om Asiatisk Plads: Der er p.t. ingen oplagte alternativer.
En udnævnelse af den velkvalificerede Lykke Friis, der nu er prorektor på Københavns Universitet, vil give intern ballade, fordi det vil blive set som en hån mod folketingsmedlemmer, der også holder ved i de sure år i opposition.
Den tidligere forsvarsminister og meget vellidte venstremand Søren Gade nævnes som en comebackmulighed. Men kendere af Gade, der i dag er administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, anfører, at han i dag trives alt for godt til at returnere til et slidsomt og dårligere betalt liv i politik.
Endelig nævnes Troels Lund Poulsen, der både har et godt forhold til Løkke, har været minister tidligere og kender udenrigsstoffet. Men her taler meget for, at han er for politisk skadet af den højtprofilerede skattesag til en prestigefuld udenrigsministerpost fra dag 1 i en ny regering.
Flere anfører da også, at selv om Søren Pind rent politisk synes at være gledet væk fra formanden, har de to stadig et stærkt personligt forhold. Søren Pind var eksempelvis medarrangør på et nyligt surpriseparty for Lars Løkke i anledning af hans 50-års fødselsdag om en måned – som et af kun fem folketingsmedlemmer til stede i Dansk Metals lokaler i København.
Og i øvrigt: Behøver man at bevæge sig ad diplomatiets smalle sti for at være udenrigsminister? Ikke hvis man spørger Venstres seneste af slagsen, Uffe Ellemann-Jensen.
»Det er diplomaterne, der skal være diplomatiske. En udenrigsminister behøver ikke at være det. Han skal selvfølgelig have en forståelse for, hvordan det, han siger, virker. Men det er noget andet end diplomati. Og så må han gerne brænde for en sag«, siger Uffe Ellemann-Jensen.
Elvis-analogien
Når Søren Pind i stunder af selvrefleksion skal beskrive sit opmærksomhedskrævende sind, ynder han at inddrage en Elvis Presley-anekdote fra 1975.
Elvis, der her er i sin karrieres efterår, vandrer gennem en svingdør og ind i baren på sit hotel et sted i USA. Han får øje på en smuk kvinde i baren. Hun ser ham, kongen selv, men tager ikke synderlig notits af det. Chokeret gør han et nyt forsøg – rundt i svingdøren og ind igen. Igen gør hun ikke antræk. Efter 4-5 ture rundt er en desperat Elvis tvunget til at råbe op: »Hallo, kan du ikke se, hvem jeg er?«.
Ifølge Venstres udenrigsordfører selv er situationen et billede på fortidens Søren Pind, en politiker på evig jagt efter opmærksomhed, anerkendelse og konflikter med omverdenen.
Ifølge andre er billedet mere end velegnet til også at beskrive Søren Pind her i 2014.
Er du ikke bange for, at du spænder ben for dig selv med dine evige udfald?
»Det har folk altid ment. Ligegyldig hvor jeg sad henne, er det jo det, man har snakket om. Det bunder i en analyse af, hvad det betyder at være politiker. Betyder det, at man skal følge den slagne vej, og for enden af den venter belønningen, hvis man opfører sig på en bestemt måde? Eller er det en holdningsbåren ting? Der insisterer jeg på det holdningsbårne«.
Publiceret 22. april 2014
