Det er 8. november 1955, og en nybarberet mand i et nålestribet jakkesæt, ternet slips og tilbagestrøget hår åbner døren for en flok journalister, der står på spring uden for hans lejlighed i London. Parat til endelig at høre sandheden om, hvem han er.
Med overdreven høflighed inviterer han pressen indenfor og forklarer, over et glas sherry foran kaminen, med civiliseret og rolig stemme sin lettelse over at være blevet renset for alle anklager om at være sovjetisk spion. Blitzene lyner, og filmkameraerne ruller, da den velklædte mand med overklasseaccent og et vindende, om end lidt trist smil forklarer, hvordan han har været et offer for sine venskaber med to mænd, han stolede på. Mænd, der nu er hoppet af til Moskva.
Selv er han et uskyldigt offer, der ikke har kunnet tale frit før nu – »af hensyn til rigets sikkerhed«.
Med hensyn til sit personlige venskab med de to spioner henviser manden til den engelske gentlemans tradition for diskretion og takt, da en journalist spørger, om han føler sig personligt forrådt af den ene af de to afhoppere, der var en nær ven gennem en årrække.
