Politik har det indimellem med at ændre retning i et overvældende tempo. For et par søndage siden var Lars Løkke Rasmussen (V) i en position, hvor han kunne erobre forsiderne på alle tre store morgenaviser med en erklæring om, at han kun ville være statsminister, hvis han ikke skulle give køb på en håndfuld allerede kendte og løst definerede mærkesager.
Med sit bundsolide forspring i meningsmålingerne var enhver fremadrettet melding fra Venstres formand af stor interesse. Manden stod jo til en stensikker valgsejr, og kommentatorer, politiske venner og fjender kastede sig med glubende appetit ud i tolkninger af, hvor bogstaveligt man skulle tolke meldingerne om ikke at ville være regeringschef for enhver pris.
De seneste ugers massive omtale af Løkkes forbrug af midler fra Venstres partikasse har ikke ændret på hans status som manden i centrum af dansk politik. Men med et diametralt modsat fortegn. Hans omdiskuterede brug af partikassen til betaling for rejser, tøjindkøb og ekstraregninger for rygning på ikkerygerhoteller har for anden gang på et halvt år stjålet al fokus fra Venstres kandidater i en ellers højt prioriteret valgkamp.
Omtalen har med ét gjort det relevant at nævne det hidtil unævnelige i Venstre: om Lars Løkke Rasmussen er den rigtige mand til at sidde i spidsen for partiet i næste valgkamp. Og hvem der i negativt fald skal tage over.
