Det er formentlig et af de seneste årtiers mest voldsomme udfald mod et etableret politisk parti. Og i dag er det knap til at begribe, at ordene er Christine Antorinis:
»Hvis der er noget, der kan skræmme ethvert politisk interesseret menneske fra at gå ind i Socialdemokratiet, er det hele den skrækkelige svigerfamilie, der følger med i købet. Siger man socialdemokrat, ruller en frygtelig symbolverden frem for ens indre øje: fagforeningspampere, sure kredsformænd, Arbejdernes Ligkistemagasiner, tykke, inkompetente mænd, kvinder med skærende stemmer og lille indsigt, ædegilder på LO-skoler og kongresser, Arbejdersangbogen, alkohol, små ambitioner, selvtilstrækkelighed, beton i hovedet, beton i boligbyggeriet, patos, nidkærhed, lønmodtagerkultur, Arte, Dansk Folkeferie, konservatisme, gråt, ens, smålighed, millimeterretfærdighed, firkantede regler, misundelse, fodnotepolitik, magtbrynde, borgmestervælde, mere er bedre, nepotisme. Desværre er det ikke bare en symbolverden uden hold i nutiden«.
Passagen stammer fra en kronik i Berlingske Tidende fra december 2002. Dengang, da Christine Antorini var en politisk hjemløs, tidligere SF’er, som ville give et par gode råd om fornyelse til den nye socialdemokratiske formand, Mogens Lykketoft.
Et par år senere var Christine Antorini pludselig selv socialdemokrat – mere »skræmt« af det usle pampervælde var hun heller ikke. Og efter at have oplevet partiet indefra har hun da også taget afstand fra sit krasse opråb. Nu er Socialdemokraterne rammen om hendes politiske livsværk, årtiers største folkeskolereform, som trådte i kraft med første skoledag i sidste uge.
