De røde sæder i teatersalen i Musikhuset i Esbjerg, som med sin glasfacade troner i Havnegade, sådan på kanten mellem byen og den store vestkysthavn, der gennem årtier har brødfødet mange esbjergensere, er pænt fyldt op. Og der er en stille, forventningsfuld stemning blandt gæsterne, denne mørke dag i november.
Pludselig bliver lyset i salen dæmpet, og ind på scenen kommer, næsten lidt krabbende, en genert blond kvinde, klædt i joggingsko, cowboybukser og en enkel bluse.
Og fra min plads på række 9 ligner hun en forsigtig teenager, der skal holde sin første tale – naboens kønne og friske datter, der gerne vil sige et par ord i dagens anledning, og som står og vrider kroppen lidt, inden hun får begyndt.
»Hej«, siger hun så og tripper lidt nervøst til siden, »hvor er det dejligt, I vil komme og høre min historie«.
