Det var omtrent halvvejs i Den Orange Neros ulideligt lange tale til FN’s generalforsamling, at det slog mig: Hvor er det længe siden, at jeg har været til en rigtig stor, traditionel familiefest.
Altså sådan en fest, hvor man sidder ved bordet i seks timer, imens den ene plørefulde onkel efter den anden rejser sig og ganske kort ønsker fødselaren eller brudeparret til lykke med den store dag, hvorefter han taler i en halv times tid over emnet »Mig selv og mine fortræffeligheder samt hvad der ellers falder mig ind undervejs«.
