Metoden er velafprøvet: Når en regering står med et uafviseligt og væsentligt problem, som den enten ikke aner, hvad den skal gøre ved, eller for alt i verden ikke vil tale om, fordi vælgerne ikke bryder sig om det, nedsætter den en kommission. Og giver den rigtig god tid til at tænke og skrive. Plagsomme spørgsmål om det trælse emne kan affejes med henvisning til, at regeringen vil afvente resultatet af kommissionens arbejde – og kunne vi så måske tale om noget andet i mellemtiden, please!
I de første måneder af 2012 var det kedelige emne, at den økonomiske vækst i Danmark var alt for lav. Årsagen var ifølge økonomer det endnu mere kedelige, at vi ikke er nær så effektive, som de er i en masse andre lande. Og hvad havde regeringen så tænkt at gøre ved det?
Nedsætte en kommission, selvfølgelig, meddelte statsminister Helle Thorning-Schmidt 20. marts 2012. Den fik et langt navn – Produktivitetskommissionen – ni sagkyndige medlemmer, eget sekretariat med 14 medarbejdere og adresse i Bredgade. Kommissionen skal, sagde statsministeren dengang, »undervejs aflevere delrapporter, så vi kan få en bred og kvalificeret offentlig debat«.
Sådan en delrapport kom onsdag, da kommissionens sagkyndige fortalte, at danskerne kunne blive mere effektive, hvis vi spildte mindre tid på at holde i kø i vores biler. Alene i hovedstadsområdet bruger vi 9,3 millioner timer om året på den måde, sagde de sagkyndige, der foreslog roadpricing. Altså at vi skal til betale for at køre på vejene.
Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF), viste, at hun mestrer den kunst, som er kommissionsfintens næste led: at hælde kommissionens forslag ned ad brættet, som man kalder det, når noget bliver afvist, uden at man gider diskutere det.
Det vidste vi faktisk allerede, eftersom det kun er få måneder siden, at Trængselskommissionen (det var den, regeringen nedsatte for at komme ud af den knibe, den selv havde skabt med sin idé om at lave en betalingsring rundt om København) foreslog roadpricing og blev afvist af Pia Olsen Dyhr minutter efter, at forslaget var præsenteret.
Der er grund til at lægge mærke til, hvordan transportministeren denne gang begrundede forslagets tur ned ad brættet: Teknikken er ikke på plads. Og det er dælme ikke os i lille Danmark, der skal opfinde den slags.
»Det er præcis det, vi ikke ønsker med roadpricing: at være dem, der skal opfinde den dybe tallerken, for lige nu findes det ikke som færdig løsning«, sagde hun til Ritzau.
