Jeg ville aldrig kunne gøre mig som kendis i ugebladene.
En gennemgang af mine kreditkortoplysninger fra den seneste måned viser, at jeg udelukkende har foretaget mig kedsommelige ting som at vade igennem kasserne i Netto, Kvickly og Irma.
Jeg har endvidere betalt 175 kroner for at få trimmet min stadig mere sparsomme hårpragt i Salon New Cut i Holbæk, jeg har indtaget kyllingesalat, fadøl og kaffe for 365 kroner med min yngste yndlingsdatter på en café på Amagerbrogade, og jeg har brugt 87 kroner i Lagkagehuset på Københavns Hovedbanegård. Hvad jeg helt præcis købte, husker jeg ikke, men meget mere end et enkelt økologisk brød rækker beløbet vel ikke til på den adresse.
Den mest eksotiske postering i den pågældende periode er fra Statoil i Tappernøje, hvor jeg 9. april betalte 73 kroner og 40 øre for en pakke Prince, en pose Skolekridt og en danskvand med syntetisk hindbærsmag til at forsøde en lang køretur hjem fra Sydsjælland.
