God formiddag. Og tak, fordi du giver dig tid til at læse dette, selv om det ikke er min højt estimerede ATS-makker Ole Rasmussens ansigt, der pryder klummen. Ole holder for tiden en velfortjent ferie og har i denne uge plasket rundt imellem de andre badedyr i det mindst 22 grader varme vand ud for Ristinge på Langeland.
Selv har jeg fyret mine sommerferieuger af på en tur i det sydengelske sammen med fruen. Og det var nu heller ikke så tosset. Et fantastisk smukt land – omgivet af vand, også fra oven, hvorfor det kan undre, at engelske blikkenslagere er så ringe til at tumle vandet, når det skal bruges til simple ting som brusere og toiletter.
Efter 14 dages måltider på restauranter og pubs er vi heller ikke imponerede over engelske kokke. Er begyndt at tvivle på, om de berømte engelske tv-kokke findes andre steder end på tv. Hvis vi altså ser bort fra Jamie Oliver. Det lykkedes nemlig fruen at finde frem til et par Jamie Oliver-restauranter, og hun kunne næsten ikke tro sit eget held, da det gik op for hende, at vi ikke skulle stå i kø for at få et bord.
Jamie Oliver fører som bekendt en utrættelig kamp for at lære englænderne, at gulerødder godt kan spises, selv om de ikke er finthakkede og kommer fra en dåse. ’Jamies madrevolution’, som nogen har kaldt den. Og da vi kom tilbage på dansk grund, kunne vi konstatere, at der herhjemme var gang i ’Dans madrevolution’ under ledelse af fødevareminister Dan Jørgensen.
