Nå, er du kommet godt ind i anden halvdel af 10’erne?
Selv gik jeg undrende og hostende ind i det nye år.
Med hensyn til hosten er der fuldstændig styr på det. Lægen sagde, at det bare var et virus, som kroppen selv skulle bekæmpe, så det bad jeg den straks om at gøre, men da det er en ret stor krop, har jeg selvfølgelig forståelse for, at der godt kan gå noget tid, før beskeden kommer rundt i hele systemet.
Min undren bliver nok ikke lige så let at slippe af med. Jeg undrer mig for eksempel over, hvor ofte voksne mænd kommer galt af sted med nytårsfyrværkeri. Mænd, som har stiftet familie og for længst burde være ude over ungdommens letsind, bliver åbenbart som små drenge igen, når de lugter krudt, og i år gik det galt på Hobroegnen, hvor der blev eksperimenteret flittigt med ulovlige krysantemumbomber. Det medførte tre dødsfald, og ingen af de dræbte var vovelystne konfirmander. En af dem var tværtimod en 37-årig mand, der var gået ud i haven for at fyre en bombe af, imens familien fulgte eksperimentet inde fra stuen.
