Så er det nu, vi skal låse vores børn inde for at undgå, at de falder i hænderne på den hærskare af pædofile, der står klar til at rykke ind over vores grænser, efter at et flertal af vælgerne torsdag aften sagde nej til at afskaffe det danske EU-retsforbehold.
Endnu har vi ikke set noget til de mange børnelokkere. De skjuler sig sikkert i mængden, eller også er de ude at købe slik, men det vil formentlig være en god idé at holde øje med, om de begynder at samle sig i små grupper foran børnehaver og fritidshjem.
Nej, vel?
Det skal nok vise sig, at alting – også bekæmpelsen af kriminalitet over landegrænserne – fortsætter nogenlunde uændret, selv om Danmark fortsat står uden for EU’s fælles retspolitik. Og var det blevet et ja ved folkeafstemningen, havde vi garanteret heller ikke mistet vores nationale selvstændighed i løbet af natten til fredag, og vi var ikke vågnet op som borgere i Europas Forenede Stater.
