Gider du lige skrue lidt ned for den globale opvarmning?
Så vidt man kunne forstå, blev klimatopmødet i Paris en kolossal triumf for menneskeheden, da alle verdens lande enedes om, at gennemsnitstemperaturen allerhøjst må stige med to grader – og helst kun halvanden – frem mod 2100.
Så bliver det spændende at se, om Jordens klima kan reguleres på samme måde, som når man skruer på en termostat. Forhåbentlig lykkes det bedre end hjemme hos os, hvor jeg render rundt og skruer op for radiatorerne, hvorefter Fruen kommer og skruer ned, med det resultat at vores gæster enten ryster af kulde eller sidder ret op og ned og kampsveder som Claus Hjort Frederiksen under en finanslovspræsentation.
Den var gal med finansministerens kropstemperatur igen i denne uge, da han opførte en sælsom og krævende dans i spinatbedet sammen med Kristian Thulesen Dahl og hans friske finanslovsforhandlere fra Dansk Folkepensionistparti.
