Vi starter med en efterlysning af nogle usandsynlig frække tricktyve. Det drejer sig om personer med tilknytning til grupperingerne Dong og Goldman Sachs, som netop nu er i færd med at tilegne sig en kolossal formue fra et delvis offentligt ejet firma.
Tricktyvene har tidligere opereret sammen med Don Corydone alias Bjarne Corydon, som for et par år siden, da han havde titel af finansminister, solgte en del af det statslige energiselskab Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
Ved den lejlighed vurderede Dong beskedent sig selv til at være 31,5 milliarder værd, så guldmændene fra Wall Street fik deres andel til en yderst fornuftig pris.
Nogle – blandt dem Poul Nyrup Rasmussen, som danskerne i sin tid sendte på aftægt nede i EU som tak for lang og tro tjeneste i Statsministeriet – mente godt nok, at Dong måtte være mindst dobbelt så meget værd og derfor var blevet solgt alt, alt for billigt. Men kritikerne blev hurtigt sat på plads af Don Corydone og af direktør Henrik Poulsen fra det statslige energiselskab, som sagde, at den slags havde Nyrup og de andre over hele hovedet ikke forstand på.
I denne uge viste det sig så, at Dong’s værdi er langt mere end fordoblet nu, hvor selskabet har besluttet at gå på børsen lige om et øjeblik.
I dag mener Henrik Poulsen, at hans firma er mellem 83,5 og 106,5 milliarder kroner værd, hvilket ikke alene vil øge værdien af de udenlandske investorers aktier i forbindelse med børsnoteringen. Det vil også gøre Henrik Poulsen og resten af Dong’s ledelse rige, eftersom de fik lov at købe aktier til samme pris som amerikanerne, da Don Corydone solgte ud.
Ifølge Poul Nyrups udregninger står direktør Poulsen til at score 27-30 millioner på den konto, mens de 220 ledende medarbejdere i Dong kan regne med at dele en fortjeneste på 500-600 millioner kroner ved børsintroduktionen. Og Goldman Sachs – eller rettere de investorer, som via diverse skattely overtog guldmændenes aktier – kan ifølge Politiken se frem til at tjene et sted mellem 7 og 11 milliarder.
Business as usual eller tyveri ved højlys dag? For den almindelige danske klummeskriver kan det dæleme være svært at se forskel
Business as usual eller tyveri ved højlys dag? For den almindelige danske klummeskriver kan det dæleme være svært at se forskel.
Sort tale og skumle planer
Heldigvis ser der også ud til at blive en sjat penge til vores fælles husholdningspung, når Dong går på børsen og staten sælger nogle af sine aktier. Omkring 9 milliarder vil finansminister Claus Hjort Frederiksen ifølge Ritzau få at rutte med.
Men det vil han nu ikke gøre.
Der er ellers nok af underfinansierede projekter som Togfonden, indkøb af nye kampfly og integration af flygtninge med helt op til 20 børn, men pengene fra aktiesalget vil ikke blive øremærket til de nævnte formål eller til noget som helst andet, fastslog finansministeren, inden han kastede sig ud i en budgetteknisk forklaring på et så højt abstraktionsniveau, at det endnu ikke er lykkedes at opdrive et menneske, der forstod, hvad han talte om.
Nu kan der selvfølgelig være god mening i at tale sort, hvis man har skumle planer. Det er bare ikke altid, det hjælper, og selv jeg mener da også at have gennemskuet ugens andet politisk-økonomiske illusionsnummer: regeringens forsøg på at afskaffe PSOafgiften – en afgift, som jeg slet ikke anede, at vi alle sammen betalte.
Men det gør vi altså, via elregningen, og det gør virksomhederne også, og regeringen synes ikke, man kan være bekendt at plage erhvervslivet med den slags, så den vil gerne droppe afgiften og hive pengene hjem via skatterne i stedet. Altså ikke de skatter, som virksomhederne betaler, men indkomstskatterne, og så er det jo ikke svært at se, hvem der kommer til at hænge på regningen.
Ministerens modekatastrofe
Der er så meget, vores politikere skal nå at pille ved inden sommerferien, som nu tegner sig tydeligt i horisonten.
En vis kådhed er ved at brede sig ud over det sommerlige Danmark. I sidste weekend stod der for eksempel en stærkt overrislet 21-årig mand på et 5 meter højt skiltestillads i Næstved og råbte godmorgen til de forbipasserende nede på gaden. Kort efter faldt han i søvn, så lokale redningsfolk måtte skynde sig at hente ham ned på jorden.
Senere på ugen dukkede miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen op på en video, hvor han – iført skjorte, slips og hvide stikkelsbærben i stribede badeshorts – stod i bølgen blå og glædede sig over den udsøgte kvalitet af Danmarks badevand, som lever op til EU’s højeste standarder.
Der kom imidlertid ikke nogen og reddede Esben fra det alvorlige stilsammenstød, som blev forværret af, at han sirligt havde stoppet kontorskjorten ned i de multifarvede badeshorts.
Jeg er så glad for min cyklus
Nå, om ikke andet kunne den stakkels mand da glæde sig over, at han ikke er kvinde og må lide under vor tids største tabu, som jo er, øhhh ... menstruationen.
I hvert fald ifølge to fjendtligt udseende feminister, som forleden fyldte en sektionsforside i Politiken, fordi de havde skrevet en bog, hvor de slog til lyd for freebleeding.
Som navnet antyder, bruger fribløderne hverken bind eller tamponer, men udgyder deres blod når og hvor som helst, de måtte have brug for det for ligesom at understrege, at det er en naturlig ting at bløde, hvilket de selvfølgelig har ret i, men det gælder på den anden side for en del kropslige funktioner, som det ville være upraktisk at henlægge til det offentlige rum.
Bogen – den hedder ’Gennemblødt’ – udløste en omfattende menstruationsdebat, hvor en del kvinder korsede sig over, at de to blodfeminister ikke havde vigtigere kvindepolitiske emner at forholde sig til. For første gang nogensinde så man også Folketingets formand ytre sig offentligt om menstruation.
En Pia Kjærsgaard i topform påpegede forskellen mellem begreberne ’tabu’ og ’privat’, så ingen kunne være i tvivl om, hvordan hun ville kategorisere den kvindelige cyklus.
Putrumperne kommer
Med hensyn til kategoriseringen af Pia Kjærsgaard selv er det ikke utænkeligt, at Uffe Ellemann-Jensen ville regne hende til Putrumpen-familien
Med hensyn til kategoriseringen af Pia Kjærsgaard selv er det ikke utænkeligt, at Uffe Ellemann-Jensen ville regne hende til Putrumpen-familien.
Det lyder som en godmodig figur fra en illustreret børnebog, men er i virkeligheden en sammentrækning af navnene Putin, Trump og (Le) Pen lanceret af den britiske historiker Timothy Garton Ash – og taget op af Uffemanden, som i sidste uge advarede imod fænomenet i Berlingske.
De populistiske putrumper marcherer, og det er fra dem, den alvorligste trussel imod de vestlige samfund kommer, skrev Uffe Ellemann som optakt til en uge, hvor højrenationalisten Norbert Hofer lige nøjagtig ikke fik stemmer nok til at overtage jobbet som statsoverhoved i Østrig, men hvor Donald Trump til gengæld fik tilstrækkelig mange delegerede til at blive republikanernes kandidat ved det amerikanske præsidentvalg.
Og en uge, hvor Pernille Vermund fra de såkaldt Nye Borgerlige igen dukkede op i medierne med friske tilbud til alle de vrede tastaturjihadister på Facebook og andre vælgere, der synes, at Dansk Folkepartis udlændingepolitik er blevet alt for slap og blødsøden.
»There’s a bad moon on the rise«, kan man sige, hvis man da ellers må have lov at citere andre rockikoner end Bob Dylan, som i denne uge fyldte 75 år og i den anledning fik så massiv omtale i de toneangivende medier, at jeg til at begynde med troede, at den gamle blæsebælg var afgået ved døden.
Det var heldigvis ikke tilfældet, for så ville den bobliofile Roald Als formentlig have været så tynget af sorg, at han næppe havde haft overskud til at give en hånd med i Sket i ugen. Og det ville have været ærgerligt, for så havde vi aldrig fået at se, hvordan Bjørnebanden alias d’herrer Goldman, Goldman, Goldman, Goldman og Sachs har travlt med at skovle penge til sig uden om den danske statskasse.
Publiceret 29. maj 2016
