HUH!
Jeg håber, du nåede at få armene op over hovedet og klappe, imens du udstødte det islandske kampbrøl. Ellers tager vi det igen til sidst, for det gælder om at være forberedt til EM-kvartfinalen mod Frankrig i aften.
Når jeg tillader mig at indlede ’Sket i ugen’ med fodbold, skyldes det naturligvis, at det islandske landshold har vist sig at have en stadig bredere appel, jo længere de er kommet i slutrunden. Eventyret om vulkanøens ukuelige boldvikinger påkalder sig interesse langt ud over fodboldtossernes rækker, hvilket hjemme hos os fremgik af, at Fruen blev siddende og fulgte med i kampen mellem England og Island i stedet for at trække sig tilbage til Netflix kort inde i 1. halvleg, som hun plejer.
Og ikke nok med, at eventseeren, som tv-stationerne kalder sådan nogle som Fruen, blev siddende. Hun kom også med små, nervøse udbrud, hver gang de tamme englændere havde noget, der bare mindede om en målchance. Og hun var tydeligt lettet, da dommeren fløjtede af, og islændingene kunne samle sig til det imponerende stammeritual, hvor 10.000 tilskuere på et tegn fra landsholdets skæggede anfører hæver armene over hovedet, samler hænderne i et klap og sætter i med det første dybe ’HUH!’, der kunne egne sig til at skræmme livet af fjender, hvis man var i krig.
