Jeg gik rundt det meste af ugen og vred min hjerne for at komme i tanke om, hvad pokker det var, at den der Danmarkskanon mindede mig om med alle dens luftige værdibegreber.
Det var et eller andet julerelateret. Noget, der var lige så uhåndgribeligt som ’Frisind’, ’Tillid’, ’Hygge’ og andre angiveligt kernedanske værdier, som listes op i den seneste kanon.
I torsdags faldt halvtredsøren så, da jeg i det fjerne hørte nogen synge sangen om »risengrød, der gør ganen blød«. Det fik mig først til at tænke på Bertel Haarder og derefter på ’Nissebanden’, og jeg huskede, hvordan de pågældende tv-nisser i sin tid fik til opgave at drage ud i verden og finde »Julemandens gode humør«. Et humør, der – jeg har googlet det – bestod af »en fryd for øjet, en kildren i næsen, en liflen for øret og en rislen ned ad ryggen«.
Alt sammen lige så konkret som de danske værdier, en stolt Bertel Haarder tidligere på ugen kunne præsentere ind imellem højttalermeddelelserne om lommetyve og aflyste tog på Københavns Hovedbanegård.
