Jeg er ked af at skulle sige det, men julefreden har ladet vente på sig i dagene op til den store højtid, som vi nu befinder os midt i.
Juleugen lagde knaldhårdt ud med evakueringen af de traumatiserede overlevende fra Aleppo, det videofilmede mord på Ruslands ambassadør i Tyrkiet og angrebet i Berlin, hvor 12 mennesker blev dræbt og mange flere kvæstet, da en formodet IS-tilhænger tromlede en tung lastbil ind gennem et af byens populære julemarkeder, så folk og salgsboder fløj til alle sider.
Ikke at det kom som den helt store overraskelse. Siden en anden jihadist i sommer introducerede den nye form for terror og kørte bersærk gennem en større menneskemængde i Nice, har de fleste nok haft på fornemmelsen, at noget lignende kunne ske igen. Især fordi det er en form for terrorisme, som hverken kræver et våbenarsenal eller nogen omfattende planlægning, men kun et stort køretøj og en endnu større hensynsløshed.
Det sidste er helt klart ikke nogen mangelvare blandt de ’ensomme ulve’, som er villige til at ofre sig selv i, hvad de opfatter som en højere sags tjeneste. Så meget har vi fattet, og derfor var det mest ubehagelige ved ugens begivenheder måske, hvor hurtigt vi kom os over chokket og indstillede os på den seneste nye virkelighed.
