Hjælp, mand!
Det er sommer – en slags, i hvert fald – og nyhederne kører i den samme rille som tidligere uger: Inger Støjberg bliver konstant indkaldt til at afgive nye søforklaringer for Folketingets Udlændingeudvalg, Donald Trump fortsætter ufortrødent med at sige skøre ting, og rundt omkring i verden forsøger wannabe-terrorister med større eller mindre held at slå sagesløse folk ihjel ved hjælp af sprængstoffer, erhvervskøretøjer, eller hvad de ellers har ved hånden.
For nu at tage Ingers Saga først, er det sådan en føljeton, der godt kan være lidt tung at have med at gøre for den samvittighedsfulde nyhedsforbruger – altså ham eller hende, der virkelig gør en indsats for at følge med.
De fleste af os har ellers forstået sagens kerne: At udlændingeministeren udstedte en lovstridig instruks (eller pressemeddelelse), da hun som led i indsatsen imod ’barnebrude’ gav sine folk besked om at tvangsadskille en række unge par på landets asylcentre.
