Nå, men vi kan vel lige så godt få det overstået: Det blev Donald Trump, der stod tilbage som ugens store sejrherre, da nyhedsregnskabet var gjort op efter den første uge i februar.
USA’s præsident skyndte sig da også at lykønske sig selv, efter at hans republikanske støtter i Senatet havde afsluttet rigsretssagen imod ham med den ventede frifindelse for magtmisbrug. Og Trump glødede af orangefarvet skadefryd, da hans politiske modstandere ovenikøbet viste sig ude af stand til at tælle stemmer op i Iowa, hvor statens demokratiske vælgere skulle forsøge at finde en kandidat, som han kan banke sønder og sammen til det rigtige præsidentvalg senere på året.




























