Hold op, hvor gør folk mange mærkelige ting under den her coronakarantæne. For eksempel tager titusinder af mennesker hver morgen troligt opstilling ved deres tv-skærme for at synge højskolesange under ledelse af den kronisk glade Phillip Faber.
DR Pigekorets leder er næsten blevet en lige så populær skikkelse som Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen, og det er vel kun et spørgsmål om tid, før den glade mand bliver fast inventar på statsministerens pressemøder. En opbyggelig fællessang ville nu også passe fint som afslutning på Mette Frederiksens retoriske pragtstykker om sammenhold og samfundssind.




























