Medieliderlig er ifølge Den Danske Ordbog et nedsættende udtryk, der bruges om en person, som er »(sygeligt) interesseret i at blive omtalt eller vist i medierne, især tv«.
De seneste ugers voldsomme fokus på sexisme og sexchikane i medieverdenen har imidlertid givet ordet en helt ny betydning. Nu kan det også bruges til at beskrive de brunstige mediechefer, der rutinemæssigt har jagtet sagesløse kvinder op og ned ad redaktionsgangene – og som nu er krøbet i ly i hver sit kaninhul, hvor de sidder og holder lav pikføring, i håb om at deres kolleger vil miste interessen for dem, så snart der dukker en bedre historie op.
Den anden #MeToo-bølge har været en rigtig slem omgang for disse typer, som har vist sig at være forbløffende aktive i vores branche. I hvert fald hvis man skal tro blot en brøkdel af de mange vidneudsagn fra kvindelige ansatte, der er stået frem for at fortælle om alle de sjofle tilbud, slibrige sms’er, de gramsende hænder og den groft nedværdigende behandling, de har stået model til, fordi de var bange for at gå glip af en fastansættelse. Eller fordi de bare fandt det nytteløst at klage.
Landets medier har flittigt pillet i deres egne navler og lagt resultatet af gravearbejdet frem for læsere, lyttere og seere. Og hvis de ikke har gjort det selv, har andre gjort det for dem. I onsdags kunne Politiken således byde Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen velkommen på forsiden med historien om, hvordan han i 2017 både havde stanget en advarsel ud til en ledende medarbejder for seksuel chikane og forfremmet vedkommende.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
